Vor Klodes Dyr 1

LOSSEN. 099 langt Syd paa som i Blekinge og Nordskaane, dog kun i Parringstiden, da den strejfer vidt om. I Sverrig blev 1894 fældet 3$, i 1896 32 Stykker, i Norge var Antallet i Aarene 1893 til 96 følgende: 56, 44, 80 og 30. De største Losser forekommer i Norden, navnlig i Norge, hvor de ikke giver Sydens Pantere synderligt efter i Størrelse, kun er de ikke saa lange som disse. Legemets Længde kan stige til henved i1/3 M., hvortil kommer Halen paa indtil 20 Ctm.; Højden over Forparten kan naa 75 Ctm., Vægten 45 Kilo. Kroppen er kortere og mere firskaaren end de fleste andre Kattes, Hovedet er forholdsvis stort, Ørene temmelig lange, tre- kantede og i Spidsen udstyrede med en tynd Haarpensel, Øjnene har Kattenes aflange Pupil, Benene er høje, Poterne store, Halen kort og tynd, Pelsen er tæt og blød og Under- ansigtet indrammes af et Par lange Whiskers, medens Overlæben bærer nogle stive Var- børster. Farven varierer en Del, hvad der har ført til Opstillingen af flere Arter eller Underarter, noget som dog paa ingen Maade er begrundet, eftersom man inden for samme Kuld kan finde forskellige Farveafskygninger repræsenterede. Hovedfarven er om Som- meren rødbrun, om Vinteren, i alt Fald i Norden, mere graa. Ryggen er mørkest; ofte er baade Ryg og Sider bestrøede med større eller mindre, undertiden tydeligt rækkevis ordnede mørkere Pletter, men hos andre Eksemplarer .er der ikke Spor til saadanne at op- dage. En Kreds om hvert Øje, Læber, Benenes Inderside, Halsens og Brystets Underside samt Bugen er hvide, Halespidsen sort. Lossen holder til i de tætteste Skove og de vildeste Bjærgstrøg, hvor der er Vildt og navnlig Harer nok for den at jage. Finder den Forholdene tiltalende, forlader den ikke let det engang valgte Strøg, selv Forfølgelse og gentagne Jagter fordriver den ikke altid, da den er meget konservativ i sine Vaner. Kun hvis det skulde begynde at skorte paa Vildt, drager den andetsteds hen. Nogen egentlig Bo har den ikke, ikke engang et bestemt Sted, til hvilket den vender tilbage for at sove eller hvile. Dagen tilbringer den snart her snart der, skjult i et tæt Buskads, ind i hvilket den for at dølge sit Spor springer pludseligt og med et vældigt Sæt, eller, som Nielson angiver for de svenske Lossers Vedkommende, liggende paa et op- højet Sted, hvorfra den har fri Udsigt. En fremspringende Klippeknude, en stor, op over Omgivelserne ragende Klippeblok eller en tyk Gren opfylder de Fordringer, den stiller til sit Hvilested. Her halvsover den Dagen bort for i Aftenskumringen at begive sig ud efter Bytte at stille sin Sult paa. Lossen indskrænker sig ingenlunde altid til at ligge paa Lur paa Klippeblokke eller Trægrene, hvorfra den kan styrte sig ned paa sit Offer. Den søger ogsaa at snige sig ind paa især mindre Dyr, og Harerne, der overalt er dens Yndlingsvildt, forfølger den ofte, hvis den ikke tager dem i første Spring, med en hel Række saadanne paa 4—5 Meters Længde. Hvis de ikke fører til Maalet, lusker den ydmyget bort. Den skaaner intet levende og varmblodet Dyr, som den paa nogen Maade kan komme over, lige fra Elsdyret til Lemminger, Mus og Rotter. Ogsaa ugle lurer den sig ind paa, navnlig rugende Tjurer, Urhøns og Jærper. Aadsler nedlader den sig nødig til at røre, saa skal den være pint dertil af Sult. For Mennesker er den sjældent eller aldrig farlig, dem gaar den helst af Vejen for, og kun, naar den er saaret og dreven til Fortvivlelse, sætter den sig til Mod- værge eller gaar angrebsvis til Værks. 36*