DE PALÆARKTISKE DYR.
ZOO
Lossens Parringstid falder hen paa Slutningen af Vinteren, i den Tid strejfer navnlig
Hannerne vidt om, ligesom det ogsaa kommer til Slagsmaal imellem dem under Hvæsen
og skærende Skrig. I Maj, eller Syd paa i Europa maaske tidligere, føder Hunnen sine
2—3 Unger i en dertil udvalgt Bo: En Klippehule, et stort, hult Træ eller en rummelig,
forladt og udvidet Grævlinge- eller Rævegrav. Dog forbliver hun kun meget kort Tid med
Ungerne i denne Barselbo, men optager hurtigst mulig sin omflakkende Levevis. Det er
maaske Grunden til, at, som Brehm fremhæver, en Losmoders Leje yderst sjældent er
fundet. Ungerne bliver hos Moderen, til Parringstiden atter nærmer sig, saa jager hun
dem fra sig, og de maa fra da af sørge for sig selv.
Fig. 158. Nordisk Los.
Lossen er overalt meget forhadt, da den anretter betydelige Ødelæggelser mellem Hus-
dyrene; navnlig gaar det ud over Geder og Faar, men hverken Heste eller Hornkvæg er
dog sikre for den, saa lidt som Fjerkræ. Det værste er, at den, naar den falder over en
Hjord eller bryder ind i en Stald, myrder for Fode væk, langt mere end den kan fortære.
Den er meget kræsen, naar den har Overflod, og indskrænker sig ofte til at drikke Blodet
af Dyrenes aabnede Halsaarer og til ar æde de blodrige Brystindvolde: Lunger og Hjerte
Mindre Dyr som Harer æder den dog i Reglen helt op, skønt det ogsaa kan falde den
ind, hvor der er særlig mange af dem, at myrde flere i een Nat og kun fortære en Del
af deres Indvolde. Nielson fortæller, at Lossen undertiden, naar den er sprungen ind i
en Stald eller et lukket Rum, taber Besindelsen aldeles og ikke engang angriber Faar
eller andre Dyr, hos hvem den er bleven indelukket. Saaledes sprang en ung Los ved Jule-
tid 1829 ind i en Gaard nær Stockholm, hvor nogle Ræve holdtes fangne. Da den fandt
sig indestænget, gjorde den Forsøg paa at slippe ud ved at springe op ad Plankehegnet,