Vor Klodes Dyr 1

GØGEN. 323 Omraade mod hver Kønsfælle, der vover at trænge ind paa det. Siddende paa en Gren udstøder han med sænkede Vinger og hævet Hale, under stødende Bevægelser med For- kroppen, sit gjaldende Parringsraab, ofte mangfoldige Gange i Træk. Thi kun Hannen skyldes det populære: Kuk-Kuk, der lokker de i Tal langt færre Hunner til, ligesom og- saa stridslystne Medbejlere. Bliver han en Hun var, eller hører han hendes Røst: en Række hurtigt paa hinanden følgende, ugengivelige Lyde, der noget minder om Latter, overvælder Begejstring og Lykkefølelse ham, saa hans regelmæssige Kukken gaar over i et: Ku-Ku-Ku-Kuk; undertiden afbryder han ogsaa pludselig sig selv, som slog det hele Sludder for ham. Hunnen er mere omstrejfende end Hannen og lidet moralsk anlagt: hun indlader sig uden Betænkning saa med den ene, saa med den anden Han af dem, hvis Standkvarterer hun kommer i Nærheden af. Ja tilsyneladende er hun aldrig bedre tilpas, end naar hun ombejles af et Antal hidsige Elskere, hvis ivrige Raab og ophidsede Fagter sagtens smigrer hendes Forfængelighed og ildner hendes Blod. Saadan en Flok elskovssyge Gøge holder et syndigt Spektakel. Hannerne bliver aldeles vilde, naar de kommer i Kamp med hin- anden, og synes da baade blinde og døve. De generes under disse Omstændigheder aldeles ikke af Menneskers Nærhed, medens de ellers er sky nok. Naar Hunnen skal til at tage Følgerne af sine løse Forbindelser, viser hun, hvad der egentlig bor i hende. I Stedet for skikkeligt at bygge Rede og selv sørge for sin Yngel, snyder hun sig fra det hele, saa vidt hun da paa nogen Maade kan. Naar hun føler, at Æglægningens Time nærmer sig, udspejder hun en Rede, i hvilken hun mener sit Æg vel anbragt. Smaafuglene ved godt, hvad Klokken er shaet, naar de ser hende geskæftigt smutte ud og ind i Krat og Busk, mellem Lyng og Siv, og de søger da at fordrive hende ved nærgaaende Angreb og Næbstød. Men netop ved denne deres Iver forraader de vist- nok ofte deres Bo for hende. Hvilken Arts Rede hun vælger, beror paa, i hvilken hun selv er opfødt; rimeligvis udsøger hun helst en af samme Art som den, hun fra Barn- dommen af var kendt med, og kun hvis en saadan ikke er at opdrive, tager hun til Takke med en anden. Man har fundet Gøgeæg i henved 100 forskellige, insektædende Smaa- fugles Reder, men i adskillige af dem rigtignok yderst sjældent. Hos os er det især Dige- smutter, Vipstjærter (n. Erler), Piplærker, Gærdesmutter, Løvsangere, Rørsangere og nærstaaende Arter, det gaar ud over. Hvor det gaar an, sætter Gøgen sig i de retmæssige Ejeres Fravær paa eller i Reden for at lægge sit Æg. Men er Indgangen til den for snæver, maa den vælge en anden Frem- gangsmaade. Den lægger da Ægget paa Jorden, tager det forsigtigt i Næbbet og hopper eller flyver med det til Redehullet, ind ad hvilket den da praktiserer det. Sikkert nok lig- net Gøgens Æg, der er meget smaa i Forhold til Fuglens Størrelse, ofte de Fugles Æg, i hvis Reder de anbringes. Dette skyldes dog ikke nogen Villiesakt hos Gøgene, men maa forklares ved, at disse gennem mange Slægtled har lagt Æg i een enkelt Fuglearts Keder. De Æg, der ikke til en vis Grad har lignet denne Arts, er ofte bleven kastede ud af Reden af dennes Ejere, eller disse har forladt den, naar de opdagede et fremmed Æg i den. Skønt Gøgenes Æg nu vitterligt varierer meget i Farve, er der dog Grund til at tro, at de Fugle, der er udrugede af Æg med een Slags Farvning, vil have Tilbøjelighed til at lægge Æg af samme Udseende, og man vil kunne forstaa, at der efterhaanden opstaar en Stamme af Gøge, hvis Æg kommer til at ligne den Fuglearts, i hvis Reder de fortrinsvis anbringes. 39*