Vor Klodes Dyr 1

SKOVDUERNE. 325 Ikke sjældent træffes 2 eller endog 3 Gøgeæg i samme Rede, men de er da lagte af lige saa mange Mødre, thi hver Gøg lægger kun eet Æg i hver Rede. Udklækkes flere Gøgeunger i en saadan, kaster den stærkeste de andre ud. Gøgens Æglægning varer mindst 8 Uger, men hvor mange Æg den lægger i dette Tidsrum, er ikke afgjort. Rime- ligvis gaar der dog 10 å 14 Dage hen mellem hvert. Undertiden lægger den sit Æg i en forladt Rede eller i en af Gærdesmuttehannens Sommerreder, der ikke er bestemte til Ynglebrug. Saa udruges det naturligvis ikke. Den kan ogsaa anbringe det i en Kede i et Træhul, af hvis Indgangsaabning Ungen ikke kan komme ud, naar den bliver stor; saa maa den dø af Sult. De stakkels Smaafugle, hvis haarde Lod det er blevet at faa en Gøgeunge i Pleje, ta- ger sig stedse af den med største Omhu. Narrede af deres Instinkt flyver de utrætteligt til og fra med Føde til den, æggede ved dens uophørlige Piben efter mere. Bliver Reden for lille til den, flytter den ud og tager Plads i Nærheden, stadig fodret af Plejeforældrene, til den kan sørge for sig selv. Kniber det for disse med at skafle Føde nok til den, hjælpes de undertiden af andre Smaafugle, endog tilhørende en anden Art. Maa Gøgeungen blive i Reden, fordi Indgangen til den er for snæver, forbliver Plejeforældrene hos den, saa længe de paa nogen Maade kan; først tvungne af Kulde og Mangel paa Insekter trækker de bort, ofte længe efter deres Artsfæller. Hvorledes Gøgen er kommen ind paa dette mærkelige Snylteri, er ubekendt, og vi skal afholde os fra alle Spekulationer over det. En vis Ømhed for Afkommet viser dog enkelte Gøgemødre, for saa vidt som de af og til ser til de Reder, i hvilke de har lagt Æg, og endog flytter et saadant andetsteds hen, hvis de fatter Mistanke om, at en Fare truer det. Men det er i alt Fald kun de allerførste Dage efter Æggets Lægning, at de ofrer det en Tanke, senere hen synes de ganske at glemme, at de har Unger i Pleje rundtom. Næst Spætter og Gøge er vel ingen Fugle mere karakteristiske for vore Skove end Skovduerne, der hører til Skrigernes Orden og Duernes Familie, som bl. a. kendes paa det ved Roden bløde, men i Spidsen haarde og hornklædte Næb. Hos os fore- kommer 2 Arter, af hvilke Ringduen (Columba palumbus) er den største, paa Størrelse med en stor Tamdue, og kendelig ved en hvid Plet paa hver Side af den metalblaa Hals. Den er som alle Duer en udmærket Flyver, der forlader Norden om Vinteren, uden dog at søge længere bort end til Mellem- og Sydeuropa. Trækket foregaar i større Flokke, som dog ikke tilbagelægger lange Strækninger ad Gangen, men giver sig god Tid og flyver fra Skov til Skov, ofte bedende nogle Dage, hvor Føden er rigelig. Ringduen fore- kommer over hele Europa Syd for den 64de Breddegrad-. I Sydnorges og Mellemsverrigs store Skove yngler den i Mængde, ligesom den er almindelig hos os saavel i Naale- som i Løvskove. Skønt sky og forsigtig besøger den dog ofte større Haver, ja bygger i saa- dan ne, naar den lades uforstyrret. I Tysklands og Frankrigs Storbyer ses dens Rede endog ikke sjældent i Parkerne. Fra dens Ankomst i Marts eller April høres dens Kurren hver Morgen og Aften til langt ud paa Sommeren. Det er Hannen, der fra den visne Top af et gammelt Løvtræ eller fra Skovens højeste Gran giver sine ømme Følelser Luft. Har han lokket en Hun til, slaar han sig ned paa en Gren i hendes Nærhed, hvor han fortsætter sin indsmigrende Tale, gaaende sidelæns frem og tilbage og af og til skurende Halefjerene mod Grenen.