Vor Klodes Dyr 1

332 DE PALÆARKTISKE DYR. den er saaledes Sortkragen sjælden, men den er dog funden ynglende og parret med Graa- kragen hos os. Begge Arters Udbredningsomraade omflitter tilsammen hele Europa og det nordligere Asien, dog med Undtagelse af de arktiske Egne. Et morsomt Fuglelivsbillede frcmbyder en Koloni af Raager, n. Bhakraaker (C. fru- filegus) i Yngletiden, saaledes som den kan ses i mange af vore Smaaskove. Raagen er lidt mindre end Kragen og slankere bygget. Den er ganske sort og ligner derfor meget Sortkragen, fra hvilken den dog uden Vanskelighed skelnes, skønt For- skellen ikke er let at angive i Korthed. Den er Trækfugl og overvintret i Sydeuropa. Allerede i Marts indfinder den sig paa sine Ynglesteder, hvor den besætter et Antal Træer med saa mange Reder, som de paa nogen Maade kan bære. Helst vælger den hertil store, gamle Løvtræer, men hvis de fældes eller Kolonien bliver for stor til at rummes i dem, tager den dog ogsaa yngre Træer i Brug. Undertiden bliver Grene saa betyngede, at de knækker og styrter til Jorden med hele deres Byrde. Træerne lider ved Fuglenes Ophold i dem og gaar helt eller delvis ud, og Jordbunden under dem dækkes med et tykt Lag Skarn, blandet med Fjer, Redemateriale og nedfaldne Reder, med hel- og halvraadne Æg, Lig af Unger o. s. v., samt med Masser af »Kragegylp«. Raagen gylper nemlig ligesom andre Kragefugle de ufordøjelige Rester af Føden op i Form af aflange Smaaklumper. Nærmer man sig en Raagekoloni, bliver man allerede langt fra den de sorte Fugle var ud over Markerne, snart pikkende nysaaet Korn op, snart samlende Regnorme og og Larver i Plovfurerne. I Nærheden af Skoven ser man dem flyve travlt til og fra og over den svæver stedse nogle af dem højt paa udbredte Vinger. Kommer man ind imellem Træerne, hører man snart den stadige Larm af de tusinde Fuglestemmer, de gamles hæse Skrig blandede med Ungernes Piben og Hvæsen. Løsner man et Skud, stiger Lar- men, især hvis Fuglene ikke er vante til Skydning, til et øredøvende Spektakel. Op flyver Sværme, af hvilke hver enkelt giver sit Besyv med i Laget, og fra Rederne hæver sig, hvis det er paa den Tid, da Yngelen er nogenledes udviklet, et mangestemmigt Kor af ængstede Stemmer. Naar Ungerne er store nok, flytter de ud paa Grenene, hvor de sidder Dagen lang i sorte Rækker, sludrende og pludrende og raabende paa mere Mad. Snese af dem dratter til Jorden, inden de kan flyve nok til at genvinde deres Stade, de bliver som oftest Rævens eller andre Rovdyrs Bytte. Flyvefærdige Unger fanges og skydes i de senere Aar massevis paa Rugepladserne, da man ogsaa her til Lands er begyndt at sætte Pris paa dem som god Spise, hvad de er lige saa vel som Graakragens og Skadens Unger. Men dette synes ikke at indskrænke Fuglenes Tal synderligt, de er ikke lette at udrydde eller forjage, hvor de først har sat sig fast. Dette Maal bør heller ikke tilstræbes, trods det at de egentlig ikke pynter i Skoven og vel ogsaa volder nogen Skade paa denne; thi Raagen er en nyttig Fugl. Skaden, den gør ved at pikke Sædekorn op og røve modne Aks paa Kornmarkerne, opvejes ved den Mængde Insekter og Insektlarver, særlig Oldenborrelarver, den fortærer. Raagen forekommer som Ynglefugl i Europa fra Middelhavet til det sydlige Norge og Sverrig og i en Del af det vestlige Sibirien. Dens Træk til Nordafrika og Indien fore- gaar i uhyre Skarer sent ud paa Efteraaret. En af vore skønneste Fugle er Skaden, n. Skjæren (Pica caudata), let kendelig ved sin lange, ved Styrefjerenes udadtil aftagende Længde ligesom i Kanten aftrappede Hale, sine korte Vinger og smukt fordelte, hvide og metalblaa Farver. I Luften er den ikke til