KRAGERNE. 331
spiste af Fad med, lyskede o. s. V. For Hunden ud for at gø ad Tiggere, gøede Ravnen
ihærdigt med. Den hjalp med ved Lugning i Haven, passede paa Smaabørnene o. 1. Den
kunde aabne enhver aflaaset Dør, naar Nøglen sad i, gjorde den ikke det, saa efterlignede
den en gammel Husvens kendte Banken for at narre en eller anden til at lukke den ind.
Naar nogen nøs, sagde den Prosit! o. s. v., alt uden Dressur.
Betydelig mindre end Ravnen er Graakragen, n. Graakraaken (C. eornix), der som
bekendt langt fra skyr Mennesker, men er lige saa godt hjemme inde i Storbyen som ude
i Skov og ved Strand. Navnlig om Vinteren samles den i og om Byerne og ved Kysterne,
hvor den, altædende som den er, forholdsvis let finder Føden. Sin temmelig skødesløst af
Kvas byggede Rede anbringer den i Toppen af høje Træer, og sine Æg og Unger forsvarer
Fig. 174. Kragetræk.
den modigt, idet den slaar dristigt under høje Skrig ned efter den, der forsøger at plyndre
Boen. Og hermed hjælpes den trofast af samtlige nærboende Venner og Frænder, saa
Situationen kan undertiden blive mindre hyggelig for Røveren. Om Efteraaret og i Vin-
tertiden vælger Kragerne sig gerne en Gruppe Træer i en Skov, Park eller Have til Sove-
plads ; de indfinder sig her hcnimod Skumringen for, efter langvarig og højrøstet Drøften
af Dagens og Krageverdenens Begivenheder, at skia sig til Ro for Natten. Disse Krage-
flokke, der tyst trækker til og fra deres Sovesteder, snart i klart Vejr højt i den frostrene
Luft, snart i Taage og Regn lavt hen over By og Mark hører med til vore Vinterdages
Morgen- og Aftenstemning.
Sort kragen (C. corone.) ligner i et og alt Graakragen, kun er den helt sort. Den par-
rer sig ofte med Graakragen, og dens Selvstændighed som Art er tvivlsom. De to Former
lever dog sjældnere blandede, for det meste forekommer kun den ene paa en Egn; i Nor-
4°: