Vor Klodes Dyr 1

344 DE PALÆARKTISKE DYR. blot 3—4 Dage og hørt Faderen synge, har den allerede modtaget et Indtryk, den ikke glemmer. Paa den Maade kan Irisker lære at synge som Lærker, Stillidser som Fuglekonger o. s. v., ja en Graaspurv kan drives til at efterligne baade Stillidsens og Iriskens Sang, naar den opklækkes sammen med dem. Hvorvidt dette nu holder Stik i alle Tilfælde, er dog maaske tvivlsomt, men sikkert er det, at en Fugls Sang i høj Grad er afhængig af dens Læremestre. Dette ved de professionelle Kanariefugleopdrættere meget godt, derfor sætter de stedse de unge Hanner sammen med en eller flere særlig udmærkede Sangere. Disse holdes i meget høj Pris, da en Opdrætter nødig skiller sig af med et Eksemplar, hvis Be- tydning for hele hans Bedrift han fuldt vel forstaar. Vor almindelige Husspurv, der vil blive omtalt et andet Sted, har ude i Skoven en nær Slægtning, Skovspurven (Fr. montand), der er noget mindre men ligner den i høj Grad. Bedst kendes den paa sine sorte Kindpletter og paa Vingernes to hvide Tværbaand. Den bebor største Delen af den palæarktiske Region og er Standfugl overalt, selv i Norge og S verrig, hvor den yngler op til den 68de Breddegrad. Hos os er den almindelig i Skove, Haver og Smaakrat, hvor den bygger Rede i Træhuller. Dens Unger fodres med Insekter, medens den ellers holder sig væsentligst til Planteføde. Vore Skoves og Markers omtalte, høst- og vinterlige Smaafugleflokke bestaar ofte af Siskener (n. Sisiker) og Stillidser. Grønsiskenen, n. Sisiken (Fr. spinns) minder i Farve meget om Gulirisken, men kendes fra denne ved sit kortere, tyndere Næb og sin stærkere kløftede Hale. Graasiskenen, n. Graasisiken (Fr. linaria) er prydet med en rød Hætte. Begge hører hjemme i Europa og Asien, Graasiskenen, der kun yngler i nordlige Egne, tillige i Nordamerika, og begge er almindelige i Norges og Nordsverrigs Skove, medens kun Grønsiskenen forekommer ynglende hos os. Urolige, kvikke og vakkert syngende som Siskenerne er, bidrager de meget til at op- live de tyste Naale- og Birkeskove. Ved Efteraarstide slaar de sig sammen i store Flokke, der for en Del overvintrer i Danmark eller endnu længere Syd paa. En af vore allerskønneste Fugle er Stillidsen (Fr. cardiielis), af hvilken vi bringer et Farvebillede. Den har hjemme i hele den palæarktiske Region, men bliver dog sjælden eller forsvinder højt mod Nord som i det nordligste Norge og Sverrig. I Danmark yng- ler den talrigt i Skove og Haver, hvor man let kan iagttage den, medens den livligt flag- rer fra Træ til Træ eller sidder stille i en Trætop og synger, ikke blot ved Sommer-, men ogsaa ved Vintertide. Sangen er smuk og rig paa Variationer. Stillidsens Rede ligner andre Finkearters, og Ungerne strejfer, saa snart de er flyve- færdige, om med Forældrene fra Skov til Skov. Nogle af Skandinaviens Stillidser træk- ker Syd paa henimod Vinteren, hvorfor vi ogsaa paa denne Aarstid ser flere hos os end om Sommeren, men mange overvintrer selv paa deres nordligste Bosteder. I den varme Tid æder de mange Insekter, men i den kolde nærer de sig mest ved Frø, navnlig Tids- lernes og Kartebollernes, til hvis Stængler de ses fastklamrede, medens de hakker i de frøfyldte Hoveder. I Bur holdes Stillidsen ofte, og den avler i Fangenskab let Bastarder med andre Finkearter. Dompappen (Pyrrhula rubicilla) er kendelig ved sin røde Underside og sine sorte, med en hvid Tværstribe prydede Vinger. Den strejfer, uden egentlig at være Trækfugl, om Vinteren fra sit Ynglehjem i det nordlige Europa og Asien Syd paa og ses da ogsaa