Vor Klodes Dyr 1

343 IRISKERNE. Talrigst er de egentlige Finker repræsenterede. Først Bogfinken (Fr. coeleps), en vel kendt og smuk lille Fugl, der bebor Europa og Vestasien. I Danmark træffes den overalt i Skove og større Haver, i Norge og Sverrig forekommer den lige op til Polarcirklen. De fleste Bogfinker drager om Vinteren til Sydeuropa eller Nordafrika, men en Del Hanner bliver dog stedse tilbage og fører et omstrejfende Liv. Tidlig paa Aaret vender Udvandrerne hjem, Hannerne c. 14 Dage før Hunnerne. Først naar disse sidste er ankomne, hører man Hannens korte, melodiøse, højtklingende Strofer, som gentages atter og atter med smaa Variationer. Naar Parrene, efter iltre Kampe mellem Hannerne, har fundet hinanden, begynder Redebygningen. Græs, Mos, Lavarter, o. 1. sammenvæves med Edderkoppe- og Larvespind til en stor, dyb, bægerformet Rede, hvis Hulhed polstres med Uld, Haar, Fjer og andre bløde og varme Stoffer. Boen er anbragt i en Busk eller et Træ og ligner en mosgroet Grenknude. Æggene, der lægges i Slutningen af April, ruges skiftevis af Forældrene, som ogsaa hjælpes ad med at skaffe Insekter til Ungerne, medens de ellers mest lever af Frø, navnlig Bøgens (Bog). Heraf Navnet. Som Regel udruges hver Sommer 2 Kuld. Ogsaa Kvækerfinken (Fr.montifringilla) er talrigt repræsenteret i de omtalte Flokke. Dens Han kendes i sin Sommerdragt paa det sorte Hoved, Hals og Ryg. Den* yngler i det nordlige Europa og Asien, ogsaa i Norges og Sverrigs Birkeskove, medens dens Rede kun een Gang er truffen hos os. I Flokke for sig eller sammen med de fornævnte træffes Iriskerne, af hvilke Grøn- iris ken (Fr. Mons) og Tornirisken (Fr. cannabina) yngler i Danmark. Den førstes Hovedfarve er gulgrøn, den andens Han har om Sommeren en rød Plet oven paa Hovedet og en lignende, men langt større paa Brystet. Begge Arter bebor Europa og Vestasien, Tornirisken tillige Nordvestafrika og de kanariske Øer. I det nordlige Storbritannien, i Norge og Nordsverrig yngler Bj ær gi risken (Fr. flavirostris), let kendelig om Vinteren ved sit smukt gule Næb. I Danmark ses den kun ved Vintertide. Mest bekendte er Iriskerne ved deres smukke Sang, for hvis Skyld de ofte holdes i Bur. Hyppigst træffes dog som Stuefugl en fremmed Art, Kanariefuglen, der lever vild paa de kanariske og kapverdiske Øer samt paa Madeira, men i Virkeligheden kun er en Varietet af den, enkelte Gange ogsaa i Danmark trufne Gu liris k (Fr. serotina). I vild Tilstand er Kanariefuglen grøngul med sorte Pletter paa Ryg, Vinger og Hale, gul paa Undersiden; de gule Racer har, ligesom de hvide og hvidgule, udviklet sig i Fangenskabet. Enhver kender jo Kanariefuglen, og dens Sang har mange Beundrere. Særlig i visse Egne af 1 yskland, Harzen f. Eks., drives Avlen af den i det store, men vi skal for øvrigt ikke her komme nærmere ind paa dens Historie. Kun skal vi bemærke, at ingenlunde alle Kanariehanner er lige gode Sangere. Enhver Sangfugls Han vil ganske vist, naar Forplant- ningsdriften indfinder sig, give sig til at synge, men hvad den synger, og hvorledes den synger, vil for en stor Del komme til at afhænge af, hvilken Sang den har Lejlighed til at høre og efterligne, i Forbindelse naturligvis med dens individuelle Begavelse. Dette ses tydeligst deraf, at en Fugl, der som Unge tages af Reden og opklækkes sammen med Eksemplarer af en anden Art, kommer til at synge som disse, naar den kun har Adgang til at høre deres og ikke sin egen Arts Sang. Dog maa den tages, allerede naar den er en eller to Dage gammel, siger Wallace, der særlig har undersøgt, om Fuglene synger i Kraft af et Instinkt eller som Følge af Efterligning. Har Ungen været hos Forældrene