Vor Klodes Dyr 1
Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 720
UDK: 5919
FØRSTE BIND
INDLEDNING
DE ARKTISKE DYR
DE PALÆARKTISKE DYR
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
342
DE PALÆARKTISKE DYR.
dens dejlige Sang, som af alle siges langt at overgaa Sanglærkens. Den efterligner tillige
andre Sangfugles Stemmer, ligesom ogsaa musikalske Instrumenters Toner, som Fløjtens
og Flageolettens, og dens Sang bliver derfor et stadigt skiftende, underholdende og til-
talende musikalsk Potpourri.
De keglenæbbedes Familie omfatter bl. a. Finkernes store Gruppe. Til dem hører
Kærnebideren, n. Kirsebærfuglen (Fringilla coccothraustes), en undersætsig bygget, no-
get klodset udseende Fugl, omtrent
paa Størrelse med en Kornlærke.
I dens Fjerdragt er den røde Farve
fremherskende; dens Næb er for-
holdsvis langt, meget stærkt og tykt,
lysegraat af Farve og indrammet af
en sort Fjerplet. Den yngler i Mel-
lemeuropa og de skovklædte Dele
af Sibirien, hvorfra nogle trækker
til Syden om Vinteren, medens an-
dre bliver paa Stedet.
Kærnebideren lever af haard-
skallede Frø og er navnlig begær-
lig efter Kirsebærkærner, hvorfor
den ogsaa om Sommeren er en
slem Gæst i Kirsebærtræerne. Saa
stille som muligt, den er i det hele
lidet støjende, magelig og noget
dvask, plukker den Bær efter Bær,
befrier dem for Kødet, som den
ikke bryder sig om, og knækker
Stenene med sit stærke Næb for at
faa fat i Kærnerne.Om Efteraaret og
vedVintertide søger den efter Kirse-
bærstene paa Jorden i Haver og un-
der vilde Kirsebærtræer, men lever
for øvrigt væsentligt af Bog.
Ud paa Efteraaret, naar Rusk og
Slud for Alvor indfinder sig, og om
Fig. 181. Bogfinke.
Vinteren, naar Snestorme og Frosttaager hører til Dagens Orden, ser man ofte Flokke af
Smaafugle kaste sig i Skov og paa Mark. Under livlig Kvidren kommer de strygende med
en ejendommelig, hoppende Flugt. Flokkene er ofte meget store, men tillige spredte, saa
Fuglene fylder Luften som en tyk og bred, men ikke tæt Sky. Pludselig foretager de en
rask Svingning under deres lave Flugt, samler sig noget mere og slaar ned paa Jorden, i
et Træ eller nogle Buske, hvor de snart er i travl Virksomhed med under Pip og sladrende
Smaasnakken at søge efter Føde. Ser man nærmere til, eller skyder man nogle Stykker
ud af Flokken, opdager man, at denne ofte ikke er sammensat alene af een Slags Fugle,
men at den indeholder forskellige, om end øjensynligt temmelig nær beslægtede Arter.