Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
342 DE PALÆARKTISKE DYR. dens dejlige Sang, som af alle siges langt at overgaa Sanglærkens. Den efterligner tillige andre Sangfugles Stemmer, ligesom ogsaa musikalske Instrumenters Toner, som Fløjtens og Flageolettens, og dens Sang bliver derfor et stadigt skiftende, underholdende og til- talende musikalsk Potpourri. De keglenæbbedes Familie omfatter bl. a. Finkernes store Gruppe. Til dem hører Kærnebideren, n. Kirsebærfuglen (Fringilla coccothraustes), en undersætsig bygget, no- get klodset udseende Fugl, omtrent paa Størrelse med en Kornlærke. I dens Fjerdragt er den røde Farve fremherskende; dens Næb er for- holdsvis langt, meget stærkt og tykt, lysegraat af Farve og indrammet af en sort Fjerplet. Den yngler i Mel- lemeuropa og de skovklædte Dele af Sibirien, hvorfra nogle trækker til Syden om Vinteren, medens an- dre bliver paa Stedet. Kærnebideren lever af haard- skallede Frø og er navnlig begær- lig efter Kirsebærkærner, hvorfor den ogsaa om Sommeren er en slem Gæst i Kirsebærtræerne. Saa stille som muligt, den er i det hele lidet støjende, magelig og noget dvask, plukker den Bær efter Bær, befrier dem for Kødet, som den ikke bryder sig om, og knækker Stenene med sit stærke Næb for at faa fat i Kærnerne.Om Efteraaret og vedVintertide søger den efter Kirse- bærstene paa Jorden i Haver og un- der vilde Kirsebærtræer, men lever for øvrigt væsentligt af Bog. Ud paa Efteraaret, naar Rusk og Slud for Alvor indfinder sig, og om Fig. 181. Bogfinke. Vinteren, naar Snestorme og Frosttaager hører til Dagens Orden, ser man ofte Flokke af Smaafugle kaste sig i Skov og paa Mark. Under livlig Kvidren kommer de strygende med en ejendommelig, hoppende Flugt. Flokkene er ofte meget store, men tillige spredte, saa Fuglene fylder Luften som en tyk og bred, men ikke tæt Sky. Pludselig foretager de en rask Svingning under deres lave Flugt, samler sig noget mere og slaar ned paa Jorden, i et Træ eller nogle Buske, hvor de snart er i travl Virksomhed med under Pip og sladrende Smaasnakken at søge efter Føde. Ser man nærmere til, eller skyder man nogle Stykker ud af Flokken, opdager man, at denne ofte ikke er sammensat alene af een Slags Fugle, men at den indeholder forskellige, om end øjensynligt temmelig nær beslægtede Arter.