Vor Klodes Dyr 1

3?o DE PALÆARKTISKE DYR. Dernæst gælder det at gardere sig mod de Farer, der i saa rigt Maal truer de uskyldige. Her vejledes disse dels ved Instinktet, dels ved Forældrenes Eksempel, og begge lærer dem: tryk jer, Børn! Naar Rovfuglen svæver spejdende og med onde Hensigter over jeres Hoveder, saa tryk jer. Lig stille og urørlige, til Faren er forbi, selv om jeres smaa Hjerter banker nok saa stærkt af Angest. Nærmer en jordbunden Fjende sig, saa tryk jer ogsaa, men kun til en Tid. Medens I aldrig maa flyve op, saalænge der er Rovfugle i Sigte, saa skal I tage til Vingerne, naar en Jordfjende er jer saa nær, at der kan være Fare for, at han griber jer. I kan jo naturligvis prøve paa at løbe fra ham, naar I passer godt paa at dække jer, men følger han efter, saa til Vejrs, han kan ikke følge jer i Luften, og I kan le ad ham, blot han ikke hører til de lange tobenede, der knalder med en Stok! De smaa tager efter, hvad deres Natur byder dem, og hvad de ser deres Forældre gøre, og ligger urokkelig fast saa længe, til de gamle flyver op. Undertiden, naar man overrasker en Agerhøne med endnu ikke flyvedygtige Kyllinger, kan man ogsaa faa at se, hvorledes hun spiller syg eller saaret for Hunden, medens hendes Afkom ligger forputtet mellem Planter og Jordtuer. Sommeren igennem lever Familien et roligt, nydelsesrigt Liv, kun i meget kolde og regnfulde Perioder omkommer, naar de indtræffer, medens Kyllingerne er smaa, mange af disse trods Forældrenes Bestræbelser for at værne om dem og holde dem varme. Ogsaa kan Rovdyr tage flere eller færre af dem, men værre er det dog, naar de gamle falder som Bytte for saadanne, inden Kyllingerne er nogenlunde udviklede. I saa Fald gaar disse til Grunde, medmindre en anden Moderhøne antager sig dem. At dette kan ske, nærer vi ingen Tvivl om, der træffes, om end sjældent, under kun een Hans og een Huns Ledelse Flokke af en saadan Størrelse, at de umulig kan antages kun at omfatte eet Kuld. Faa Fugle er saa stedbundne og saa regelmæssige i deres Vaner som Agerhønsene. Hvor de lades uforstyrrede, forlader Flokken aldrig et bestemt begrænset, snævert Om- raade omkring Redestedet, og paa dette kan man næsten til enhver af Døgnets Timer vide, hvor de er at træffe. Morgenen og Formiddagen benyttes til Søgen efter Føde; ved Middagstid flyver Flokken til sit sædvanlige Drikkested, en Mergelgrav, Bæk eller lig- nende, og efter at have slukket sin Tørst opsøger den et Sted, der lover et rigt Maaltid samt om muligt paa varme Dage nogen Skygge og Kølighed. Saaledes er Roemarker meget yndede, saa snart Bladene dækker Bunden, thi der er der Lejlighed til at skrabe i Jorden efter Orme, Frø o. L, paa de store Blade lever mange Smaadyr, og der gror ofte meget Ukrudt med velsmagende Frø! Til andre Tider og paa andre Egne foretrækkes Stubmarker, Boghvedemarker og bærrige Heder, men som sagt, overalt kan Flokken som Regel Dag efter Dag til samme Tid træffes paa samme Sted. Henimod Aftentide begiver den sig til sit sædvanlige Sovested, i Reglen vistnok nær ved, hvor Reden stod, for saa vidt Forholdene er nogenlunde uforandrede. Medens Ager- hønsene er temmelig tavse Dagen igennem, hører man dem mere om Aftenen. De kalder da sammen ved høje Skrig, især hvis Flokken af en eller anden Grund er bleven spredt i Dagens Løb. Dette sker naturligvis oftest i Jagttiden, og efter en Dags Hønsejagt vil man da ogsaa henmod Solnedgang kunne høre Markerne genlyde af Fuglenes ængstelige Raab: de gamle kalder paa Kyllingerne snart fra et, snart fra et andet Sted, og disse svarer, efterhaanden som de kommer inden for Hørevidde. Er de gamle skudte bort, kalder Kyl- lingerne ad hinanden, til Flokken er samlet.