Vor Klodes Dyr 1

37 6 DE PALÆARKTISKE DYR. hjælpe sin Mage med det ingenlunde lette Arbejde at sørge for Familiens Ernæring. Thi de vordende Storrøvere er nogle slemme Slughalse. Hver Dag afsøger Parret da systema- tisk sit Jagtrevier, inden for hvis Grænser ingen Artsfæller taales, og som kan have 16—20 Kilometer eller mere i Diameter. Alt, hvad overvældes kan af levende og varmblodede Hvirveldyr, er godt Bytte lige fra Lærker og Spurve til Tjurer, Gæs, Kalkuner, Ræve. Raalam, Hunde, Katte o. s. v. Aadsler forsmaas dog ingenlunde, men udøver tværtimod stor Tiltrækning. Saa længe Ungerne er smaa, trancherer de gamle de dræbte Dyr for dem, senere faar de Lov til selv at flense i dem efter Behag. En Ørnerede med Unger er en stinkende Morderkule at se til, opfyldt som baade den og dens Omgivelser er af halv- og helforraadnede dyriske Levninger og af Ungernes Ekskrementer. Desuagtet er Ørnen dog en renlig Fugl, i alt Fald som voksen, og den anvender megen Tid paa at rense sit Næb, sine Klør og sin Fjerdragt efter hvert Maaltid, ligesom den saa ofte som muligt tager sig et Bad. Naar Ungerne er flyveførdige, kaster de sig, formodentlig opmuntrede af de gamle eller maaske sultede dertil, ud i Luften for første Gang at prøve deres Vinger. Det maa være en mærkelig og ængstende Begivenhed for dem som for andre Fugleunger, og det er ogsaa tydeligt af manges Opførsel, at de slet ikke er store ved den. Snart efter at de unge Ørne er begyndt at flyve, forlader de, drevne af Ungdomsmod og Rejselyst, muligvis ogsaa bortjagede af de gamle, disses Revier for at strejfe om, indtil de bliver forplantningsdygtige. Hvilken herlig Ungdomstid maa disse en Kongeørns første Leveaar ikke være! Saa langt Luften er blaa og de stærke Vinger kan bære den, er Verden dens med alle dens Herligheder og alle dens Eventyr. Hvor maa det ikke fostre stolt Frihedsfølelse og Be- vidsthed om egen Kraft at strejfe saaledes røvende og dræbende om uden Tynge og uden Maal. Til den Dag kommer, da Forplantningskravet melder sig, da ukendte Følelser rører sig, da en Mage søges og findes og Ro falder over Sindet. Engang parret og bosat bliver Ørnen paa det valgte Sted og fører en saare regel- mæssig Levemaade. Natten tilbringer den uden for Yngletiden paa en af sine Sovepladser, en Klippeafsats, et højt Træ e. 1., altid yderst omhyggeligt valgt og saa utilgængelig som muligt; den indfinder sig først her i Skumringen, lydløst og uden Skrigen, og den forlader Stedet allerede i Dagbrækningen. Morgenen og Formiddagen anvendes til Jagt, Middagen til Hvile og Fordøjelse, Eftermiddagen atter til Jagt, til Bad, samt nu og da til et Besøg ved og Eftersyn af Redepladsen. Henad Aften foretages i godt Vejr, tilsyneladende kun for fornøjelsens Skyld, Flyveøvelser højt i Luften, hvor Parret da kan ses svævende i Skruelinier uden en Bevægelse af Vingerne. lir Kongeørnen nu virkelig stolt og selvfølende, modig og overlegen, eller er det ikke snarere Egenskaber, vi bilder os ind at se hos den? Sikkert ikke. Dens Følelse af egen Kraft og af Overlegenhed over andre, mindre begunstigede Skabninger er utvivlsom, ligesom ogsaa dens Mod, Stolthed o. s. v. Udtrykket i dens Øjne lyver ikke, naar vi ud af det hos en fangen, endnu ikke til Fangenskab vant og ved det kuet Ørn læser Smerte over Fornedrelsen, Længsel efter Friheden, truende Vrede og haanlig Foragt over for dem, der driller og piner den. Ikke heller kan man fraskrive den højt udviklede Aandsevner, i alt Fald i visse Retninger. Dens Forsigtighed, hvor den forfølges, den Klogskab og Om- sigt, hvormed den vælger Rede- og Sovepladser, den systematiske Maade, hvorpaa den driver sin Jagt, m. m. taler til Fordel for den. Hvis man derimod tiltror den Højmodig-