Vor Klodes Dyr 1

KONGEØRNEN. 375 Klima, meget godt trives i Mellemeuropa, blot de har tilstrækkelig stort og passende Ter- min at tumle sig paa. Maaske den Tid kommer, da disse dejlige Dyr ogsaa hos os kan ses og beundres i for dem naturlige Omgivelser. Deres Livsvaner synes i alt væsentligt at falde sammen med den almindelige Fasans. Ligesom de store Rovpattedyr har maattet vige for Kulturen, saaledes er ogsaa de store Rovfugle bleven mere eller mindre fortrængte fra alle nogenlunde kultiverede Egne. Der har sikkert været en Tid, da Kongeørnen (Aqvila chrysaelos) ynglede almin- deligt i vore og andre Lavlandes store, uberørte Skove, men i vore Dage er den i alt Fald som Ynglefugl væsentligt kun at finde i Bjærgene og i udstrakte, uvejsomme Skovegne, I Danmark har den næppe bygget i de sidste Par Decennier, skønt unge, omstrejfende Eksemplarer jævnlig ses ud paa Efteraaret og om Vinteren. I Norges og Sverrigs Fjælde og Storskove yngler den derimod endnu ret talrigt, ligesom ogsaa i andre europæiske Bjaergegne, i Asien fra Skovgrænsen til Himalayabjærgene og i Nordamerika ned til Meksiko. Kongeørnen er stor og kraftig; dens Længde kan nærme sig i, dens Vingefang 2x/2 Mt.; af Farve er den mørkt brunspættet med lysere Fjer paa Hoved og Hals. Siddende ret op paa en Gren eller en Klippe, ofte kun paa een Fod, tager den sig stolt, rolig og selvbevidst ud. Kredsende højt i Luften paa sjældent bevægede, udspilede Vinger, spej- dende efter Bytte med sine utrolig skarptseende Øjne, er den et Sindbillede paa ophøjet Frihed og Kraft. Træffer man den med et frisk dræbt, større Bytte, som den ikke kan flyve bort med, eller nærmer man sig den, naar den er vingeskudt og beredt paa at værge sig, indgyder dens af Raseri, Blodtørst og ubetvingeligt Had skinnende Øjne en Følelse, der ikke er langt fra Ærefrygt. Og den Beundring, Kongeørnen til alle Tider har vakt, er ingenlunde ufortjent, den er ubetinget et af Naturens skønneste og mest fuldkomne Værker: Dens Flugt er pragt- fuld, uovertræffelig rolig, sikker og udholdende; den Kraft, hvormed den slaar ned paa og dræber sit Bytte, er betydelig, og selv et forholdsvis stort Dyr formaar den at bortføre i sine mægtige Kløer? En Tjurhane, en fuldvoksen Hare, et nogle Uger gammelt Lam er ikke for stor Byrde for en fuldvoksen Ørn, og det er bevisligt, at en saadan mere end een Gang har bortført et lille Barn. Et Ørnepar holder trofast sammen, saa længe begge er i Live, og de kan naa en meget høj Alder, thi man ved, at en Kongeørn har levet no Aar i Fangenskab. Men den bliver ogsaa først forplantningsdygtig i en Alder af 8 til 10 Aar. Reden anbringes paa et Klippe- fremspring eller i Toppen af et stort Skovtræ saa utilgængeligt som muligt. Den benyttes lange Aarrækker igennem, til Ejerne dør eller skydes bort. Underlaget bestaar af temme- lig tykke, tørre Grene, som Fuglene, der hjælpes ad under Redebygningen, transporterer til Stedet i Kløerne. De dækkes med tyndere og tyndere Kviste, af hvilke et nyt Lag føjes til hvert Aar, saa Reden til sidst opnaar mægtige Dimensioner, indtil 2 Mt. i Tværmaal og i å i1/2 i Højde. Tidligt paa Aaret, i Skandinavien i April, lægger Hunnen fra i til 3 forholdsvis smaa, mathvide, brunplettede Æg. Man har dog ogsaa truffet indtil 5 Unger i een Rede. Naar disse kommer frem, er de dunklædte, men som de fleste Fugleunger ikke yndige at se til. I Begyndelsen holder Moderen sig mest hjemme hos de smaa, men snart maa hun