Vor Klodes Dyr 1

374 DE PALÆ ARKTISKE DYR. hvilket er Grunden til den Hurtighed, hvormed den i de sidste 10 eller 20 Aar har bredt sig ud over store Dele i alt Fald af vore Øer. Skønt ikke synderlig begavet af Naturen er Fasanen dog sky og forsigtig overalt, hvor den ikke er absolut fredet, saa den gerne holder til i tætte Krat og Tykninger og kun vover sig ud efter Føde paa Markerne, naar alt er stille og ingen Fare synes at true. Natten tilbringer den sovende i et Træ. Som man kan slutte sig til fra Hanens betydeligere Størrelse og fremtrædende Fjer- pragt, lever Fasanen i Polygami. Hanerne kæmper om Hønerne, men bekymrer sig efter Parringstiden hverken om dem eller om Afkommet. Ud paa Foraaret opsøger Hønen sig et ensomt, godt skjult Sted, hvor hun under en tæt Busk, i kraftigt voksende Sæd eller mellem højt Græs skraber en overfladisk Fordybning i Jorden. I denne lægger hun 8 til 12 Æg, som hun ruger overordentlig fast, ofte til sit Fordærv, idet Ræven har let ved at overraske og tage hende paa Reden, ligesom det heller ikke er sjældent, at hun bliver halshugget af en Le. Forlader hun Reden for at søge Føde, dækker hun omhygge- ligt Æggene til med Blade, Græs, Fjer o. 1. Til sent paa Høsten fører hun trofast sit Kuld, og først om Foraaret splittes dette fuldstændigt, idet navnlig de unge Høns holder sam- men til da. For øvrigt er de Fasaner, vi træffer paa vore Marker og i vore Skove, vistnok sjæl- dent af rent Blod, idet flere Arter er bleven indførte i Europa i de senere Aar og kryd- sede med Colchis-Fasanen. Navnlig een Art, Halsbaand-Fasanen (P/z. torqvatus) fra Østkina, har sat sit Artsmærke, et hvidt Halsbaand, paa mange af Bastarderne. En anden, kinesisk Fasan er Kongefasanen (Ph. Revesii), en meget stor Art paa over 2 Mt.s Længde, hvoraf dog Halen (hos Hannen) udgør de tre Fjerdedele. Ogsaa den har et bredt hvidt Halsbaand og er for øvrigt meget broget klædt, men Hanens største Pryd er dog de lange Halefjer. Disse er sølvgraa med en dobbelt Række store, røde, sort indfattede Pletter og bredt guldgult bræmmede. Langt skønnere og mere prangende end vor almindelige Fasan er Guldfasanen (Thaumalea picta) fra Mongoliet og Kina. Den antages at være Oldtidens Fugl Phønix, om hvilken saa rig en Sagnkreds dannede sig. Hanen er da ogsaa en af de farvepraeg- tigste Fugle, som eksisterer. Dens Hoved prydes af en stor, buet, guldgul Top, dens Hals af en orangerød, fløjlssort stribet Fjerkrave. Ryggens til Dels forlængede Fjer er gul- hvide, Vingernes røde i forskellige Skatteringer, Brystets og Bugens safranrøde, de over- ordentlig stærkt forlængede Halefjer er brune med sort Marmorering og saa fremdeles. Hønen er langt beskednere klædt i rustrøde, brungule og sorte Farver, uden Top og forlængede Halefjer. Om muligt endnu prægtigere er Amherst-Fasanen (P/z. Amherstiæ), hvis Hans Halskrave er større, sølvfarvet med smalle, regelmæssige sorte Ringstriber, medens hans Hale, der er ca. 90 Ctm. lang (Krop og Hoved maaler kun 35 Ctm.), bestaar af de skøn- neste, paa lys, rødlig Grund sort tværstribede Fjer. Ryggen er fortil grønligt guldglin- sende, bagtil guldgul med mørkere Skatteringer, Undersiden er hvid. Det er vanskeligt med Ord at beskrive saadanne vidunderlige Fugles Pragt, den maa ses for ret at kunne opfattes. Begge de nævnte Arter hører hjemme i Bjærgskove, Guldfasanen i lavere, Amherst- fasanen i højere beliggende. De kan, da de altsaa paa ingen Maade er vante til noget varmt