Vor Klodes Dyr 1

377 KONGEØRNEN. hed, Skaansel af Smaafugle og andre af den Slags højbaarne Egenskaber, tager man sikkert Fejl. Kongeørnen er Røver af Profession, blodtørstig, ubarmhjertig, uden Spor af andre end rent hensynsløst egoistiske Følelser, men stolt, modig, kløgtig og frihedskær. Fjender har en saa kraftig Rovfugl ingen af blandt Dyrene, dens Trængselstid begyndte den Dag, da en ussel, halvnøgen vild nedlagde den første Gang med sit hærdede Træ- spyd eller sin flintspidsede Pil for at smykke sit pjuskede, utøj befængte Haar med dens prægtige Vinge- og Halefjer. Da blev den fredløs paa Jorden, saa langt menneskelig Magt naaede og menneskeligt Snilde forstod at slynge Døden ud imod den. Tæmmet har Kongeørnen vistnok kun været hos Kirgiserne, hvor den bruges til Jagt. Indfanget som Unge opdrættes den omhyggeligt; og afrettes til Forfølgelse af Steppens Dyr. Først læres den til at slaa ned paa mindre Pattedyr som Harer og Steppemurmel- dyr, derefter hidses den paa Ræve, som den altid angriber paa en bestemt Maade. Den slaar nemlig ned paa dem og fæster sin ene Fod i Hovedet, om muligt saaledes, at Kløerne trænger ind i Øjnene, den anden i Ryggen. I denne Stilling holder den fast som den bitre Død, til den faar Livet af Ræven enten ved at kvæle den eller ved at hakke den ihjel med Næbbet. Endelig lærer den at slaa ned, paa samme Maade, paa Ulve og Gazeller, som den dog ikke selv kan dræbe, men hvis Flugt den hindrer, til de rides ind af dens Herrer. Noget mindre end Kongeørnen er den smukke Kejserørn med de hvide Skuldre (Æ imperialis'), hvis Hjem er det østlige Europa og en Del af Asien. Endnu mindre er Skrigeørnen (Æ nævici) en sydeuropæisk Art, der nogle Gange har ynglet i det sydlige Jylland, og den store S k rigeørn (J. clanga) der er skudt af og til i S verrig. Slangeørnen (Circaetus gallicus) er ogsaa en mindre Ørneart, som hører hjemme i Syden, men dog er truffen ynglen de flere Steder i Sønderjylland. I et der dræbt Eksem plar fandtes 3 døde og 1 levende Hugorm. Den lever nemlig af Krybdyr og Padder og er en farlig Fjende af alle Slags Giftslanger. Og det, skønt den ingenlunde er giftfast, men dør, hvis den bliver bidt af en Hugorm eller anden giftig Slange. Dens Liv beror altsaa i Kamp med saadanne paa dens Snildhed og Øvelse i at behandle det farlige Vildt. Dette er den sig tydelig nok bevidst, thi naar den slaar ned paa det giftige Kryb, griber den det ufra- vigeligt med en Fod om Nakken, med en anden længere nede paa Ryggen. Saa kan Slan- gen vride sig saa galt, den vil, den kan ikke komme til at bide Ørnen; denne hugger saa hastigt som mulig dens Nakkesener over med sit Næb og sluger den derpaa levende, idet den begynder med Hovedet og bider Rygraden over paa den ved hver Synkningsbevæ- gelse. Paa denne Maade kan den dog kun behandle mindre Slanger, større maa den dræbe og sønderflænge. For øvrigt har den en god Beskyttelse mod Bid i sin tætte Fjerdragt, om den engang skulde komme mindre behændigt fra at gribe en Giftslange. Beslægtede med Ørnene er Vangerne, ret store, smukke Rovfugle med mørk Over- °g lys Underside. Mest bekendt er Musvaagen (Buteo valgavis), vor almindeligste Rov- fugl, kendelig fra nærstaaende Arter ved sine til Dels nøgne Løb. Den bebor en stor Del af Europa, men afløses mod Syd af to andre Arter, af hvilke den ene (B. ferox) een Gang er skudt i Danmark. I Skandinavien er Musvaagen almindeligst i de sydligere Provinser, i Danmark yngler den, naar den ikke forfølges, næsten i enhver Skov. Reden, ofte en gammel Krage- eller Ravnerede, anbringes i et Træ, undertiden forholdsvis lavt. Musvaagen er Trækfugl og ankommer til Norden i Marts-April for at rejse igen i September-Oktober. Dens Flugt er tilsyneladende noget tung, men dog rask, udholdende Vor Klodes Dyr.