Vor Klodes Dyr 1

JAGTFALKEN. 379 legne Flyvedygtighed gør den til en vældig Røver og en yderst farlig Fjende for alle af den efterstræbte Dyr. I ældre Tid, da Falkejagten stod i Flor, blev den regnet for at være den bedste og værdifuldeste af alle til den benyttede Rovfuglearter, hvorfor den ogsaa kaldtes Ædelfalken. Oprindelsen til den Skik at bruge afrettede Rovfugle til Jagt paa mindre Vildt maa søges i det fjerne Østen. I Kina kan den følges overordentlig langt til- bage i Tiden, og allerede Her o dot antegner, at man i Indien benyttede Ørne og andre Rovfugle til Jagt paa Harer og Ræve. Den berømte rejsende, Marco Polo, der i det 13de Aarhundrede besøgte Centralasien og Kina, beretter, at Kublai-Chan, den første Kejser af den mongolske Stamme, paa sine aarlige Jagttog medførte 10,000 Falkonerere og et stort Antal Falke. Selv om heri er en betydelig Overdrivelse, viser det dog, at Sporten blev øvet. For Europas Vedkommende kan Falkejagten spores tilbage til den tidligste Middel- alder. Lovbestemmelser den angaaende findes i mange Lovbøger fra det $te og 6te Aar- hundrede, men rigtig i Skuddet kom den dog maaske først gennem den Berøring, Kors- togene bragte til Veje mellem Orienten og Occidenten. De senere byzantinske Kejsere var, saavel som de muhamedanske Sultaner og Fyrster, passionerede for den. Navnlig i Vesteuropa udviklede alt, hvad der vedrører Falke, Falketæmning, Jagt o. s. v. sig til en formelig Videnskab, om hvilken digre Værker er skrevne paa mange Sprog. En stor Mængde Rovfuglearter blev benyttede til Jagt, men mest ansete var dog de egentlige Falkearter, der efter deres Størrelse og Kraft brugtes over for større eller mindre Vildt. Man jagede dels Pattedyr, navnlig Harer, dels Fugle: Hejrer, Trapper, Glenter, Urhøns, Agerhøns, Krager og mange flere, lige ned til Smaafugle som Lærker og Vær- linger. Til de egentlige ædle Falke regnedes først og fremmest Jagtfalkene, blandt hvilke man skelnede flere Varieteter; man satte størst Pris paa de helt hvide, grønlandske eller islandske Eksemplarer. Næst efter dem værdsattes den tatariske Jagt falk (F. sacer) og en nærstaaende Art (F. Feldeggi), som begge forekommer i Vestasien, hvor de endnu be- nyttes til Jagt. Ogsaa Vandrefalken, Rødfalken og Dværgfalken var skattede. Man bemægtigede sig Falkene paa forskellig Vis. At tage Æggene af Reden og lade dem udruge af Husfugle ansaas ikke for nogen heldig Fremgangsmaade. Bedre var det at røve Ungerne, men helst skulde Fuglene dog fanges voksne. Der var i mange Lande skarpe Straffe for dem, der plyndrede Falkereder eller fangede Falke, hvilket var Privile- gium for Fyrsterne og deres mægtige Vasaller. Disse udsendte aarlig Jægere, hvis Hverv saadan Fangst var, og de udbad sig undertiden Tilladelse til at Lide fange Falke navnlig i de nordiske Lande. De indfangede Fugle blev behandlede med stor Omhu af kyndige Falkonerere og paa dertil bestemte Anstalter: Falknerier eller Falkonergaarde. Som I æm- ningsmiddel brugtes navnlig Sult. Ogsaa for Norden spillede Falkepassionen en vis Rolle. Ganske vist synes Falkejagten her mere at være bleven drevet som en Modesag og som noget, man ikke kunde være be- kendt at være foruden, end som noget, man egentlig følte stor Glæde ved eller Lidenskab for. Men de bedste og højst skattede Ædelfalke forekom jo kun i Højnorden, der dengang, i den senere Middelalder og til op mod vor Tid væsentlig laa under den danske Krone. Man kunde derfor dels gøre sig andre Fyrster forbundne ved at sende dem Gaver af nor- diske Falke, dels kunde man gøre sig en Indtægt af Fangsten. Denne blev betragtet som et Regale. Rundt om i Landene fandtes et Antal saakaldte