Vor Klodes Dyr 1

DYRENES FARVER. 29 Farven ikke maa være det til Skade, og endnu mindre, at den gavner det. Sorte Striber paa lys brunlig eller gul Grund som hos Kongetigeren og mange Steppeantiloper synes at maatte røbe disse Dyr henholdsvis for deres Bytte og for deres Efterstræbere; men de, der har set slige Dyr i deres Hjemstavn, hvor de færdes i Sivenes og Bambusrørenes Tykninger eller mellem Steppernes høje Græstuer, ved, hvor vanskeligt det er at opsøge dem, og hvor- ledes netop denne Farvetegning falder nøje sammen med Omgivelsernes vekslende Striber af lyse, solbeskinnede Rør og Straa med dybe, sorte Skygger imellem. En erfaren engelsk Piger jæger, Major Walford, skriver i et Brev herom: »Engang, da jeg forfulgte en saaret 1 iger, tabte jeg den af Syne over et Minut, medens den stod i Græsset under et Træ — det var i aabent Jungle — i en Afstand af kun tyve Meter fra mig. De indfødte saa den dog, og efterhaanden fik jeg ogsaa saa meget Rede paa den, at jeg kunde skyde; men selv da kunde jeg ikke se, hvilken Del af Dyret det var, jeg sigtede paa.« Medens Striber er en udmærket Dækfarve for Dyr, der opholder sig mellem Jungle og Græs, er mørke Pletter lige saa virkningsfulde for Dyr, der lever blandt Løv. Jaguaren i Sydamerika er i saa Hen- seende et Sidestykke til Tigeren. Naar den, med sin rødbrune, sortplettede Krop, ligger paa Lur, tæt trykket ind til en svær Gren eller ludende Stamme, paa hvis lyse Bark Løvet tegner runde og ovale Skygger, skal der et skarpt Blik — eller et rent Tilfælde — til for at opdage den. — Selv et tilsyneladende saa iøjnefaldende Dyr som Giraffen bliver ved sin Farvetegning svær at opdage! Den berømte afrikarejsende Samuel Baker fortæller saaledes: »Efter Dyrets store Højde skulde man tro, at det let maatte kunne kendes paa lang Afstand, uden at der behøvedes særlig Omhu for at finde det. Men i sit Hjemlands Skove har Giraffen et overordentlig skuffende Ydre. Det rødligbarkede Akacietræ, der er dets Yndlingsføde, bliver sjældent over fjorten—femten Fod højt; af disse Træer bestaar mange Skove udelukkende, og af deres flade Kroner kan den »græsse« uden at forandre Stilling. Ofte blev jeg narret, naar jeg i nogen Afstand saa en Stamme, der lignede et saadant udgaaet Træ i Skoven. Kom jeg nærmere, undredes jeg over Stammens særlige Krumning, og pludselig satte den i Løb og forsvandt.« Ja saa utroligt det lyder, skal selv de skarpsynede indfødte kunne tage Fejl og antage Giraffer for Træer eller Træer for Giraffer! foruden Farvetegningen bidrager jo her ogsaa Formen — især den lange Hals og Takkerne, der ligner knækkede Grenstumper, — til at skjule Dyret for dets Forfølgere. Et interessant Eksempel paa nøje detailleret Beskyttelseslighed inden for Pattedyrene er Dovendyret, et — trods de indfødtes hyppige Frygt for dets store Kløer! — ret forsvars- løst Dyr, der timevis hænger ganske ubevægelig i sin Yndlingsstilling med Ryggen nedad, omklamrende Grenen med sine fire Krogpoter. De graagrønne, lange Haar, hvormed det er beklædt, lader let Iagttageren forveksle det med en Gren, bevokset med Skæg- lav, eller — hvad der er hyppigere i de sydamerikanske Skove — med en nedhængende, skæglavlignende Plante (Tillandsia usneoides), som Brasilianerne træffende kalder »Gam- melmandsskæg« , Barbct dos velhos* Finesserne i Beskyttelsesligheden ender dog ikke her- med. Paa Ryggen, midt imellem Skuldrene og saaledes meget synlig netop i Dyrets Ynd- lingsstilling, findes en stor, lysgullig Plet, omkranset af en sort Bræmme, — ret som for at gøre den rigtig iøjnefaldende. Man skulde da tro, at det maatte være let at faa Øje paa et Dovendyr. Men det modsatte er Tilfældet: langt fra at forraade det bidrager denne Plet * Interessant ved denne Lighed er den Iagttagelse, at det, der giver Dovendyrets i sig selv rent graa Pels den skuffende graaliggrønne Farvetone, er en mikroskopisk lille Grønalge, som lever paa Haarene.