Vor Klodes Dyr 1

386 DE PALÆARKTISKE DYR. af selvdræbt Bytte, men de kan, naar de har gjort rig Fangst, gemme det overflødige til Nætter, da Regn og Storm forhindrer den fra at jage. Smaapattedyr, navnlig Mus og Spidsmus, udgør de fleste Arters Hovedbytte, men de større iblandt dem tager dog ogsaa Harer, Pindsvin, Egern o. 1. Ogsaa Fuglevidt jager de, og større Insekter saasom Olden- borrer og Skarnbasser gaar ingenlunde Ram forbi. Byttet siuges oftest, hvis det da ikke er alt for urimelig stort, helt, selv om dette volder Besvær, og Appetitten er upaaklagelig. Da de fleste Ugler lever væsentligt af for os Men- nesker skadelige Dyr, burde de fredes af al Evne. Det er let at overbevise sig om, hvor nyttige de i Virkeligheden er: man behøver blot at undersøge nogle »Uglegylp« forat faa Klarhed herover. Disse findes i Mængde paa visse Steder, hvor et Uglepar har for Vane at holde Maaltid, og de bestaar af de slugte Dyrs ufordøjelige Dele: Haar, Knogler, Fjer, Vingedækker af Biller m. m., som opgylpes af Fuglene. Man vil, naar man gør sig den Ulejlighed at pille en Del Gylp fra hinanden, forbavses over den Mængde Mus, saa- dan et Par fortærer, og man vil lære at respektere dem. Een Ugleart kan det dog næppe nytte noget at lægge et godt Ord ind for, i alt Fald ikke hos Jagtelskere, det er den store Hornugle eller Bjærguglen, n. Hubroen (Bubo maximus), en Fugl af betydelig Størrelse, idet dens Længde fra Næb til Halespids kan naa op til 75 Ctm., dens Vingefang til i3/4 Mt. Den har Uglernes sædvanlige, lidet iøjnefal- dende, med Træstammernes, Grenenes og Klippernes godt sammenstemte Farver: lysere eller mørkere gult og gulbrunt, spættet med mørkebrunt og sort. Navn har den faaet af sine to, lange, hornlignende, af sorte Fjer bestaaende Øreduske. Europa og det nordlige Asien ned til Himalaya samt Nordafrika er Bjærguglens Hjem; i S verrig træffes den næsten overalt, i Norge ligesaa. Hos os er den ikke alminde- lig, men ses dog af og til navnlig om Vinteren, og den yngler eller har ynglet hist og her i de største af vore Skove. Den er ikke Trækfugl, men strejfer uden for Yngletiden ret vidt omkring. I Bjærgegne bygger den oftest i Klipperevner, paa bratte Fjældstyrt- ninger eller ligefrem paa Jorden, ind til en stor Klippeblok, men hos os og i andre Slette- lande findes dens Rede i høje Træer, konstrueret som andre større Rovfugles af tykke Grene med Dækning af Kviste, Løv og Mos. Hornuglen holder sig helst i Ro Dagen igennem, gemt mellem Klipperne eller paa en tyk Gren trykket op til Træets Stamme. Viser den sig ved Daglyset, bliver der et svært Postyr mellem Dagrovfugle, Krager, Skader, Skovskader o. s. v.; de samles skri- gende om den, som for øvrigt om andre større Uglearter under lignende Omstændigheder, slaar ned efter den, driller og piner den efter bedste Evne. Dette benyttes til derpaa at grunde en byttegivende Jagt paa alle Slags Rov- og Kragefugle; en fangen eller i Mangel deraf en udstoppet Bjærgugle anbringes paa et vidt synligt Sted, i hvis Nærhed Jægeren ligger skjult for at nedskyde de Fugle, der snart samler sig om den. Naar Natten bryder frem med sin tyste Skumring, kommer der Liv i vor dagsky Røver. Den letter sig fra sit Sæde og begynder sin Jagt, der selv i mørke Nætter fortsættes til Dagningen. Navnlig i Yngletiden høres nu dens dybe, Nattens og Skovens Stilhed med en vis Uhygge brydende: Uhu, hu—hu, der har givet Anledning til megen Overtro og mange Spøgelsehistorier. Det er dens Parringsraab, medens et hæsligt, arrigt Skrig led- saget af Hvæsen og Næbknebren tolker dens Vrede og Utilfredshed. Thi ufredelig, arrig og kamplysten er den som de fleste Ugler.