Vor Klodes Dyr 1

3°7 UGLERNE. Intet Dyr, hvis Størrelse nogenlunde staar i Forhold til Hornuglens Kræfter, gaar fri for dens Efterstræbelser; derfor er den ogsaa, navnlig hvor den yngler og skal skaffe Fø- den til tre—fire graadige Unger, overordentlig skadelig for alt mindre Haar- og større Fjervildt. Den søges derfor udryddet, hvor der fredes om Jagten, og den er i mange kul- tiverede Egne aftaget stærkt i Tal. For øvrigt indskrænker den, som flere andre Uglearter, sig ikke til Jagt, men giver sig ogsaa af med Fiskeri. Kol thoff og JægerskiøId har saaledes engang fanget en paa en Geddekrog, agnet med en mindre Fisk. Langt videre Udbredelse end den store Hornugle har den betydeligt mindre Sump- Hornugle eller Hedeugle (Otus brachyotus), hvis Fjertoppe er kortere og lysere. Den yngler circumpolart, almindeligst i Tundraerne, men ogsaa længere Syd paa, og besøger paa Trækket største Delen af den øvrige Jord. Paa Skandinaviens Fjældvidder og i dets store Skovmoser ruger den i Mængde, og selv i Danmark er den ikke helt sjældent fun- den ynglende, navnlig i de jydske Heder og Hedemoser. Skønt den som andre Hornugler regnes til Daguglerne, ses den dog kun sjældent ved fuldt Dagslys. Den tilbringer Dagen paa Reden, der er anbragt paa Jorden mellem Sten, Lyng eller Mosekrat, eller sidder skjult paa lignende Steder. Efter Solfaldstid begynder den sin Jagt, idet den flyver lavt hen overjorden eller udspejder Byttet fra sit Sæde paa en Sten eller Tue. Forfulgt af andre Fugle, naar den er skræmmet op ved Dagens Lys, boltrer den sig i Luften med mange Kunster, svæver højt til Vejrs og sejler paa udbredte Vinger i store Kredse. Skovhornuglen (Otus vulgaris) ligner i Skikkelse og Farve Bjærguglen, men er endnu mindre end Sumpuglen. Dens Fjertoppe er af betydelig Størrelse, hvid-, brun- og sortbrogede. Europa samt Nord- og Mellemasien er dens Hjem; i Norges Fjældskove og i det mellemste og sydlige Sverrig træffes den meget hyppigt, ligesom den ogsaa yngler i mange af de danske Skove. Den er dog hos os talrigst om Vinteren, idet en stor Del af de skandinaviske Skovhornugler trækker herned paa denne Aarstid, medens andre over- vintrer i deres Hjemstavn. I Yngletiden lever Skovhornuglen parvis og ruger i forladte Krage- eller Skadereder, men naar Ungerne er flyvefærdige, strejfer de om sammen med de gamle, ofte flere Fa- milier samlede til større Flokke. Dagen tilbringer de sovende og hvilende, trykkede tæt ind til Træstammerne, hvor de ikke er lette at faa Øje paa. Undertiden kan en halv Snes eller flere træffes samlede i eet Træ. Nærmer man sig dem, stirrer de paa en med halv- aabne Øjne uden at røre sig og uden i Reglen at vise nogen Frygt, og de flyver sjældent op, før man er dem paa ganske nært Hold. Imidlertid maa man ikke tro, at de ikke kan klare sig i Daglyset eller at de blændes af dette, de ser tværtimod godt ogsaa om Dagen. Men Natten er dog deres rette Arbejdstid, simpelt hen fordi de Dyr, de fortrinsvis jager, kun er paa Færde da. Skovhornuglens Tuden er en kendt Lyd for alle, der har færdedes noget i Naturen, den høres mest i Forplantningstiden og kun om Natten. Saa vild og arrig som dens større Slægtning, Bjærguglen, er den ikke, lige saa lidt som den gør tilnærmelsesvis samme Skade paa Vildtet som denne. Det er rent undtagelsesvis, at den tager andet Bytte end Mus samt nu og da en mindre, sovende Fugl. En Hornugle i Lommeudgave er Dværg horn uglen (Scops Ephialtes), der kun er 15—20 Centimeter lang og altsaa ikke stort større end en Spurv. Den hører hjemme i 47*