Vor Klodes Dyr 1

SKOVSNÆPPEN. 391 Vandet, at vi paa dette Sted vil forbigaa dem alle paa een, Skovsnæppen, n. Rugden (Scolopax rusticola), nær. Den hører nemlig i egentligste Forstand Skoven til, i hvilken den er født og opvokset; den yngler og søger Føde i den, og sjældent forlader den den uden paa Trækket. Paa Træerne har den dog ikke noget at gøre, Skovbunden er dens Hjem og dens Jagtdistrikt. Den yngler i de nordligere Dele af det palæarktiske Skov- om raade fra Skotland og Norges Vestkyst til Stillehavet og besøger paa sine Vinterrejser Sydeuropa, Nordafrika og Indien. I Norges og Sverrigs Skove, saavel paa Sletterne og i Dalene som navnlig paa Fjældene er den en almindeligt forekommende Ynglefugl, me- dens den hos os kun bygger Rede enkeltvis. Men paa Trækket Foraar og Efteraar besøger den de danske Skove i større Tal. Som andre paa Jorden redebyggende og fødesøgende Fugle er Skovsnæppen iklædt Farver, der ved en passende Blanding af sort, gult, brunt, hvidt og rustrødt virker beskyt- tende, idet de paa det nøjeste falder sammen med Omgivelserne. Det lange, lige, inden for den haarde Spids med en blød, følsom Hud beklædte Næb, de høje, nøgne Løb og lange Tæer viser, at den hører til Vaderne. Halen er ganske kort, Fjerdragten meget blød. Dette sidste gør, at dens Flugt, der er rask og udholdende, bliver lydløs, næsten ugleagtig. I Marts—April indfinder Skovsnæppen sig paa Ynglepladsen, hvor Hannen straks be- gynder at gøre Kur til Hunnerne —thi den synes ikke at indskrænke sig til een — ved ejen- dommelige Flyvekunster. I tumlende, lydløs Flugt omflagrer den Morgen og Aften Træ- toppene og giver en dels knurrende, dels hvislende Lyd fra sig, medens Hunnen sidder beundrende paa Jorden. Derpaa sætter den sig i hendes Nærhed og nærmer sig til hende med den stumpede Hale vifteformet udbredt og med hængende Vinger. Er der flere Han- ner om samme Hun, kæmper de ofte heftigt med hinanden. Efter Parringen bekymrer Hannen sig ikke videre om sin Mage men vedbliver hele Foraaret og Forsommeren igen- nem at strejfe om paa Eventyr. Hunnen opsøger sig et godt skjult Sted under en tæt Busk eller en lavt hængende, naalerig Grangren, hvor hun i en lidet dyb Hulning samler noget Mos eller Løv til Under- lag for sine 4, bleggule, mørkere plettede Æg. Trofast ruger hun disse og passer Ungerne; hun forsvarer dem efter fattig Evne eller søger at bortlede Fjenderne fra dem ved at spille syg og saaret. Ja, hun er endog bleven set at flytte de spæde Unger bort fra et truet Sted, idet hun fløj med dem i Kløerne eller bar dem mellem Halen og de bagud strakte Ben. Efter Brehm indfinder Hannen sig hos Hunnen, naar Ungerne er udrugede, for sammen med hende at deltage i deres Pasning og Oplæring. Skovsnæppens Føde bestaar i Insekter, Orme, Snegle og alskens Kryb, som den enten sanker op paa Jordoverfladen mellem det visne Løv og Skovbundens Mos, eller henter frem af fugtig og blød Jord, i hvilken den borer efter dem med sit lange Næb, hvis bløde Huds fine Føleevne derved er den til stor Nytte. De af den borede Huller ses ofte i Sko- vene og røber dens Tilstedeværelse. Ogsaa i Kokasser borer den efter Larver o. 1. I Ok- tober vender Skovsnæppen tilbage til Syden, men lige saa lidt som paa Henrejsen tilbage- lægger den Vejen i et Træk; den flyver, i alt Fald naar Vejrforholdene ikke er særlig gunstige, snarere kun forholdsvis kort ad Gangen og hviler undervejs snart i en, snart i en anden Skov. Hos os er den dog hyppigere paa Foraars- end paa Efteraarstrækket. Aldrig saa snart melder i Marts de første mildere Dage sig, før man kan vente at træfle de tidligst ankomme Snæpper i vore Skove, navnlig i dem, der ligger ud mod Kysterne.