Vor Klodes Dyr 1

KAMÆLEONEN. 399 Hvor paafaldende Farveskiftet end er, synes det dog hverken at være afhængigt af Dy- rets Villie, ej heller at bidrage til at give det større Lighed med Omgivelserne. Kamæleonen kan ikke vilkaarligt antage, hvilken Farve den vil, men reagerer efter bestemte Regler paa bestemte Paavirkninger, uden at disse Regler dog i alle Enkeltheder er de samme for alle Individer. Farveskiftet betinges af, at Legemets ydre Bedækning indeholder to Lag forskelligtfarvet Pigment; det ene er næsten sort og aflejret i selve Huden, det andet er hvidt eller gulligt og aflejret i Bindevævet. Ved Sammentrækning og Udvidning af Vævene faar snart det ene, snart det andet Overvægten, ligesom der ogsaa ved Sammenblanding af dem og ved, at det ene ses gennem det andet, opstaar de mest forskellige Farveafskyg- ninger, uden at det endnu er muligt i et og alt at forstaa Grundene til de mange, mærke- lige Farvetoners Fremkomst. Men vi slap Kamæleonen, som den sad fast klam ret til sin Gren ved Fodtænger og Haleslynge. Saaledes kan den sidde dagevis og kun bevæge Øjnene for at udspejde mu- ligt Bytte. Sætter en uforsigtig Flue sig paa et Blad inden for dens Rækkevidde — svup! er Tungen der, og dens Dage er talte. Kun naar Nøden tvinger, flytter Dovendyret blandt Øglerne sig, og da med en umaadelig Adstadighed.- Helt ude af Stand til at bevæge sig paa Jorden er Kamæleonen dog ikke. Naar den er brav sulten, opgiver den sin Flegma og nedlader sig til at gaa paa Jagt efter Insekter. Den kan da blive forholdsvis hurtig i sine Bevægelser og kommer endog ret rask af Sted paa sin Vej fra en Plante til en anden, men den indskrænker sig dog under saadanne Omstændigheder til at liste og luske sig ind paa Byttet; om at forfølge det eller forsøge et Spring efter det, er der aldrig Tale. Vand er en Nødvendighed for den, og den slikker begærligt Regn- og Dugdraaber af Bladene, ligesom den øjensynligt befinder sig vel ved at faa sin skruppede Hud vædet. I Almindelighed er Kamæleonerne fredelige og fordragelige, saa de ofte sidder flere i Tal paa samme lille Busk. Men ogsaa dem ophidser Parringsdriften, i alt Fald da Han- nerne, saa de glemmer deres Ligegyldighed for alt andet i Verden end Mad. De slaas om Hunnerne og bider hinanden efter fattig Evne, alt mens de hvæser og skifter Kulør fra Sekund til Sekund som Udslag af deres hede Mod. Hunnen lægger Æg i et af hende selv kradset Hul i løs, sandet Jord, og naar hun derefter har dækket dem til med den opskra- bede Fyld, mener hun at have gjort sin Pligt. Saa maa Solen om Resten. Kamæleonerne er lette at holde i Fangenskab. I Begyndelsen er de hidsige og vred- agtige og puster sig ved enhver Berøring op, saa de bliver ligefrem gennemskinnelige. Man kan da skimte Burets Tremmer gennem deres solbeskinnede Krop. Men de falder snart til Ro og lader sig ikke forstyrre ved Besøg eller Iagttagelse. I Norden maa de hol- des i opvarmede Terrarier eller i varme Drivhuse, thi Kulde dræber dem hurtigt. Slangerne er ikke mindre end Øglerne Varmens og Tropernes Børn, og kun faa Arter af dem gaar saa langt mod Nord som til Danmark og Skandinavien. Nogle enkelte er dog haardføre nok til at udholde vort nordiske Klima, og blandt dem er den bedst kendte vor almindelige Snog (Tropidonotus natrix), hvis to gule Pletter, en paa hver Side af Baghovedet, er dens usvigelige Artsmærker. I øvrigt er dens Farve mere eller mindre blaalig-sortagtig, undertiden, hos lysere Individer, med to Rækker utydelige, mørkere Pletter hen ad Ryggen og med hvidlige Smaapletter langs Siderne. Som Slange kende- tegnes den bl. a. ved Bugens Bedækning med smalle Tværskinner, der kan rejses noget