Vor Klodes Dyr 1

398 DE PALÆARKTISKE DYR. saalænge Tungen ligger paa sin Plads i Munden, er kort og slapt. Det er dannet af erektilt Væv: stærkt udvidelige Blodkarrum omsluttede af en fastere Bindevævsskede, som indehol- der en stor Mængde elastiske Fibrer. Naar Blodkarrene pludselig fyldes med Blod, retter Cylinderen sig ud som et langt, stift Skaft, der slynger Køllen ud med lynsnar Hurtighed. Tømmes de, falder den sammen og forkortes ved de elastiske Fibres Sammentrækning, saa den trækker Køllen tilbage i Munden med det Bytte, der er klistret fast til den. Erek- tilt Væv er ikke sjældent, men mærkelig er den Hurtighed, hvormed det her fyldes og tømmes. Tungen støttes i øvrigt ved en 3 Ctm. lang, griffelformet Udvækst paa Tunge- benet, som ved et Sæt Muskler kan trækkes ned mod Brystkassen, hvilket bidrager til at føre Tungeroden tilbage i Munden. Det er interessant at se, hvorledes Naturen her har løst det samme Problem, som blev stillet den hos Spætterne, paa en ganske anden, men ikke mindre fuldkommen Maade. Kamæleontungen kan slynges 15 å 20 Ctm. ud af Munden. Ikke mindre mærkelige er Kamæleonens Øjne. De springer frem som to, næsten helt huddækkede Halvkugler, i hvis Midte ses en lille, rund Aabning, gennem hvilken Lys- straalerne naar Øjets Indre. Øjelaagene er sammenvoksede saavel indbyrdes som med selve Øjeæblet, saa de maa følge dettes Bevægelser. Dyret kan vende og dreje sine Øjne i alle Retninger og sigte med deres lille Synsfelt, hvorhen det vil; ja hvad mere er, det ene Øje er ganske uafhængigt i sine Bevægelser af det andet og kan fiksere en Flue ret opad, medens det andet følger en anden ret nedad eller i hvilkensomhelst anden Retning, noget, der tager sig forbløffende, ja næsten uhyggeligt ud, første Gang man ser det. Kamæleonens Legeme er sammentrykt og langs Ryglinien optrukket til en Kam, hvis Takker dannes af forlængede Hudkorn. I Stedet for Skæl er Huden nemlig isprængt med en Mængde haarde, hornagtige Smaakorn eller Gryn. Lemmerne er lige saa forunderlige som alt det øvrige, de ser ud, som var de bare Skind og Ben, uden Muskler og lige tykke overalt, og ender med en Tang, dannet af de i to Knipper sammenvoksede Tæer, det ene paa to, det andet paa tre. Den er uforligneligt afpasset til at fatte om Grene af en vis, ringe Diameter, men stort andet duer den rigtignok heller ikke til. Halen endelig er me- get lang og kan rulles op i en nedadvendt Spiral, hvilket gør den brugelig som Sno- eller Gribehale. Til et saa aparte Ydre svarer en ikke mindre aparte Livsførelse. Man ser i Almindelig- hed Kamæleonerne sidde fastklyngede til en tynd Gren paa et lavt Træ, en Busk eller en stor, urteagtig Plante, men de er ikke lette at faa Øje paa, dels fordi de holder sig saa ubevægelige, dels fordi deres Farve folder saa godt sammen med Løvets. Man har paa- staaet, at Kamæleonens Hudfarve retter sig efter Omgivelserne, men dette er ikke korrekt. I alt Fald den palæarktiske Arts Normalfarve maa siges at være grønlig, men den foran- dres ikke blot ved ydre Paavirkninger, men ogsaa ved Impulser udgaaende fra Dyrets Sindsrørelser. I Lys er det mørkt, i Mørke lyst, Væde fordunkler det, Tørhed gør det lysere, under Parringen bliver det mælkehvidt, naar det drilles, næsten sort o. s. v. Intet kan tænkes mere forunderligt end disse Farveomskiftninger, der gennemløber alle Nuan- cer af hvidt, gult, orange, grønt, blaat, violet og sort, og det gør dem endnu mærkeligere, at Dyrets ene Side synes ganske uafhængig af den anden, hvad Farveskifte angaar. Ja! Brehm, der har iagttaget Kamæleonen omhyggeligt, paastaar endog, at dens ene Side- halvdel kan sove, medens den anden er vaagenl Sikkert nok tyder Øjnenes af hinanden uafhængige Bevægelser paa en relativ Selvstændighed hos hver af de to Hjernehalvdele.