STAALORMEN.
397
Parringen foregaar ud paa Foraaret, og i August føder Hunnen en halv Snes, nogle
Ctm. lange Unger, eller lægger, om man vil, lige saa mange Æg med fuldt udviklede
Fostre, der straks bryder de tynde Skaller. De nyder ikke godt af Moderens Omhu eller
Pleje, men maa sørge for sig selv. Hen mod Vintertide trækker Stadormene sig tilbage
til lune Smuthuller, hvor man kan træffe hele Selskaber af dem, skønt de ellers ikke er
anlagte for Selskabelighed. Vi har saaledes nogle Gange fundet dem ude i Hederne ved
Udgravning af Kæmpehøje dybt inde i disses Gravkamre eller mellem Stenhobe. De laa
ikke sammenslyngede som Hugormene, men enkeltvis, om end samlede paa et lille Rum,
nedrodede i løs Muld eller tvungne ind i
tomme Mellemrum mellem Stenene. De
var ingenlunde frosne, thi Frosten trænger
næppe saa dybt ind, ej heller egentlig stiv-
nede, men kun ubevægelige. Holdt man
dem nogen Tid i Haanden, eller puttede
man dem ned i en varm Lomme, kom der
en Smule Liv i dem, men de vedblev dog
Fig. 217. Scheltopusik.
at være i høj Grad dvaske og gjorde intet Forsøg paa at undslippe. Aldrig har vi under
disse Omstændigheder set, at de sprang i Stykker, selv om man tog nok saa haardt paa
dem, de kunde formodentlig i deres apatiske Tilstand ikke præstere de Muskelsammen-
trækninger, der skal til for at bryde Delenes Sammenhæng.
Nogle af de forunderligste blandt vor Jords mange forunderlige Dyr erKamæleone r n e
(se l'ig. 6), af hvilke i alt Fald een Art, Chamæleon vulgaris, forekommer i den palæarktiske
Region, i Nordafrika og Sydspanien. Dens trekantede Hoved er kølet og kantet og bagtil
udtrukket til en Spids eller Kam. Gabet er stort og indeslutter, foruden mange smaa og
spidse Tænder, en underlig dannet Tunge. Denne bestaar yderst af et tykt, kølleformet,
fortil noget hulet, med en sejg og klæbende Vædske bedækket Parti, der er ca. 2l/2 Ctm.
langt og ikke underkastet Formforandringer. Det bæres af et tyndt, cylindrisk Skaft, som,