396
som den er, fa ar selv de paagældende Egnes Indbyggere den kun sjældent at se. Mus,
Fugleunger, Firben og smaa Slanger, ogsaa giftige, udgør dens væsentlige Føde, og da
den er graadig, fortærer den en Mængde af dem. Vanskelig at fange er den ikke, naar
først man har faaet Øje paa den, thi den forsøger aldrig paa at sætte sig til Modværge
eller bide, men oversprøjter kun Angriberen med sine hæsligt stinkende Ekskrementer.
Ogsaa hos os lever en slangelignende Øgle, Staalorm en (Angvis fragilis'), der imid-
lertid hører til en anden Slægt end Scheltopusiken og er let kendelig ved sin Beklædning
DE PALÆARKTISKE DYR.
med smaa, glatte, sekskantede, i
Længderækker ordnede Skæl og
ved sin fuldstændige Mangel paa
ethvert udvendigt Spor af Lem-
mer. Udvoksen kan den naa en
Længde af 40 Ctm., hvoraf Halv-
delen Hale, og den er i Reglen
Fig. 216. Det øjeplettede Firben.
b ha lig staalgraa med mere rødlige
Sider og mørkere Bug; denne har
ofte flere eller færre gule Pletter. Ungerne er som smaa lyse paa Ryggen, gullige med en
smal, sort Midtstribe og med blaasort Bug.
I Skove, levende Hegn, Stendiger og tørre Moser saavel som paa Heder træffes Staal-
orme, der soler sig de varme Sommerdage paa dertil egnede Steder eller glider, hen ad
Aften og i lyse Nætter, langsomt om paa deres stille Jagt efter Snegle, Larver og Regn-
orme. Hurtige eller livlige er de ikke, og noget mere uskadeligt kan ikke tænkes til Trods
for den Rædsel, de ofte indgyder uvidende Mennesker. Aldrig forsøger de paa at forsvare
sig, naar man griber dem, men tager man fast paa dem, springer Halen af og falder til
Jorden, vridende sig i fortvivlede Bugtninger.