Vor Klodes Dyr 1

FIRBENENE. 39S og spinkelt bygget. Det ligner meget det æglæggende, men Farven er dog lysere, gul- brunlig; de mørke Pletter er mindre tydelige, og de hvide Prikker i deres Midte mangler undertiden ganske. Det har, i Modsætning til det æglæggende, Tænder i Ganen og lige lange Kløer paa For- og Bagpoternes Tæer. Det holder sig niere til aabne, plantefattige og sandede Steder og til Hederne, medens hint er almindeligere i Skovegne, og ud paa Eftersommeren føder Hunnen 8 til 10 levende Unger, der bryder Æghinderne under eller straks efter Fødselen. Naar denne er vel overstaaet, forsvinder Moderen fra Skuepladsen uden at bryde sig om sit Afkom. Medens det æglæggende Firben har sin Nordgrænse i det sydlige Sverrig, forekommer det levendefødende i hele Mellemskandinavien ; i Rusland trænger det frem til det hvide Hav, og i Bjærgene gaar det op til og over Skovgrænsen. Allerede i det nordlige Tyskland, paa Rugen f. Eks., møder vi det grønne Firben (L. viridis), hvis Hovedhjem dog er Middelhavslandene. Her naar det en Længde af 65 Ctm., hvoraf Halen maaler de 43, men Nord paa bliver det ikke over 40 Ctm. langt. Navnlig Hannen er mere eller mindre skinnende grøn, i Syden endog pragtfuld smaragd- grøn, og Struben er hos mange Eksemplarer smukt blaa. Det grønne Firben er overordentlig livligt og bevæger sig dels som andre Øgler i horisontale Bugtninger, dels, især paa Jagten eller naar det forfølges, i lange Spring, under hvilke det holder Legeme og Hale ret udstrakte. Paa solbagte Stene, Mure, Klipper o. 1. ses det i Syden i stort Tal, afstikkende mod Omgivelserne ved sin prægtige Farve; for- følges det, tager det sin Tilflugt enten til sit Hul eller til Træer, i hvilke det klatrer be- hændigt. Det jager ikke alene Insekter men tager ogsaa Fugleunger og mindre Firben, som det tygger godt igennem, inden det synker dem. Middelhavslandenes lille Murfirben (Z. muralis), der kun bliver indtil 20 Ctm. langt, er brunt med Bronzeskær og med mørkere Længdestriber og Pletrækker. Paa Capri og enkelte andre Steder forekommer det i en skøn, azurblaa, næsten uplettet Afart. Det er ofte overordentlig almindeligt og traffes ikke blot i det frie men ogsaa i Værelserne; i de øvre Etager af Husene, ja endog højt oppe i Kirketaarne tumler det sig, thi dets Evne til at løbe op ad lodrette Mure er forbavsende, blot disse er ru nok til at give dets lange, smidige Tæer Fæste. Det er et meget tiltalende lille Dyr, som let bliver tamt, saa det f. Eks. indfinder sig paa Bordet under Maaltiderne for at blive fodret. I det sydvestlige Europa og i Nordvestafrika forekommer det øjeplettede Firben (£. ocellata), et stort, smukt Dyr, der kan maale op mod 1 M. i Længde. Det er brunt, paa Ryggen tegnet med fine, bølgende, grønne Linier og langs Siderne med flere Rækker blaa, sortindfattede Pletter. Dets betydelige Størrelse gør det til en farlig Fjende ikke blot af Insekter, men ogsaa af Fugleunger, mindre Firben, Slangeyngel o. 1., og, skønt det er frygtsomt over for Mennesker, er det dog ellers modigt nok; mod Hunde og Katte sætter det sig saaledes kækt til Modværge og bider sig fast i deres Snude eller Læber. I det sydøstlige Europa, i Vestasien og Nordafrika lever en mærkelig, meterlang Øgle, Scheltopusiken (Pseudopus apus'), som flygtigt set mere ligner en Slange end et Firben. Den mangler ganske Forlemmer, og Baglemmerne er kun til Stede som to, et Par Ctm. lange Vorter eller Tappe. At den er en Øgle, ses dog let paa dens lange Hale og dens skæl-, ikke skinneklædte Bug. Paa Oversiden er den brunlig, medens Undersiden er lysere,, brunligt kødfarvet. Fugtige, kratbevoksede Dale er Scheltopusikens Yndlingsopholdssted, men frygtsom 48*