Vor Klodes Dyr 1

SNOGEN. 4OI Skovenes Udkanter, hvor Solen rigtig kan gennembage Stendiger, Grøftevolde og Moseran de, Haver og levende Hegn, især hvor disse gror paa gamle, stensatte Diger, er Snogens Hjem. Allerede tidlig paa Foraaret kommer den frem for at sole sig paa en Sten eller et Træstød, endnu lidet livlig oven paa den lange Vintersøvn. Først naar den har skudt Ham — thi den som alle Slanger og Øgler fornyr af og til sin Yderhud — kommer der mere Liv i den, og i sin flunkende ny, skinnende Sommerdragt gaar den nu paa Even- tyr for at elske og lade sig elske, beundre og lade sig beundre. Parringen foregaar i Juni, og Æggene lægges, gerne op mod en Snes i Tal, i August paa et eller andet varmt Sted: i en Mødding, en Drivbænk, en Kompostdynge, en tyk Mospude eller i løs Muld. De er næsten saa store som Dueæg, hvide og bløde, og udklækkes paa 3—4 Uger. Ungerne er omtrent 15 Ctm. lange, og da Moderen ikke tager sig af dem, maa de fra Begyndelsen af staa paa egne Ben — havde vi nær sagt. Snogen er i Bevægelse lige saavel om Dagen som maaske ogsaa i varme, lyse Som- mernætter. Kun i den hedeste Middagstid soler den sig i Nærheden af det Jordhul, der tjener den til Bolig. Den ligger sammenrullet til en »Tallerken« med Hovedet i Midten, aabne Øjne og stærkt sammentrukne Pupiller. Lukke Øjnene kan Slangerne nemlig ikke, da de mangler Øjelaag; til Gengæld er Øjnene beskyttede ved en hen over dem trukken, gennemsigtig Hud. Forstyrrer man Snogen, rejser den Hovedet og lader sin kløftede Tunge spille, medens den ser sig spejdende om. Dens Syn er, som alle Slangers, lidet skarpt, og navnlig synes kun Genstande, der er i Bevægelse, at gøre Indtryk paa den. Og- saa Hørelsen er daarlig, og Dyrets vigtigste Sanseredskab synes næsten Tungen at være, med hvilken det beføler alt, naar det vil orientere sig. Bliver det klar over, at der er Fare paa Færde, eller afbrydes dets Siesta for brysk, flygter det til sit Hul eller søger at for- putte sig mellem Planter, Sten o. 1., og dets Bevægelser viser sig da at være baade hurtige og behændige. Snogen svømmer udmærket, og det er fornøjeligt at iagttage et Par, der boltrer sig uforstyrrede i en Mosedam med klart Vand. Ud og ind snor de sig mellem Vandplanterne, snart dybt nede, snart med Hovedet hævet over Vandskorpen og gratiøst bøjet. De leger med hinanden, forfølger hinanden og synes rigtig at nyde Badet og deres egen Svømme- færdighed. Derimod er det intet smukt Syn at se en Snog nedsvælge et nogenlunde stort Bytte. Den jager væsentligt Frøer, som den i Reglen tager efter en kort Forfølgelse og sluger, efter at have faaet drejet dem mundret, saa Hovedet vender indad. Et Slangesvælg er noget af det mest udvidelige i denne Verden, men naar Frøen har en Bredde maaske 2—3 Gange saa stor som Snogens Hoved, kan det dog knibe for denne at faa Bugt med den. Gabet spærres op til Mulighedernes yderste Grænser, og lidt efter lidt glider Byttet ned, trods al Sprællen med Bagbenene. Endelig, efter et Par fortvivlede Anstrengelser fra Slangens Side, forsvinder Frøen, men ikke sporløst; man kan tydelig følge dens Vej læn- gere ned i Røveren ved den stadig Plads skiftende Opsvulming af dennes Legeme. Griber man forstyrrende ind, kan det hænde, at Snogen med nogle energiske Gylp giver Frøen fra sig, og at denne om end noget medtaget af Eventyret endnu er i Stand til at fjerne sig lig en anden Jonas. Foruden Frøer tager Snogen Salamandre, Mus, Fugleunger og Smaafisk, som Unge ogsaa Insekter, Orme, Haletudser o. 1. Vor almindelige Snog forekommer i største Delen af Europa, i Vestsasien og Nordvest- afrika. Mod Nord gaar den til Mellemsverrig og det sydlige Norge. Vor Klodes Dyr. 49