Vor Klodes Dyr 1

402 DE PALÆARKTISKE DYR. Foruden den forekommer i Norden endnu to andre, giftløse Slanger, Hasselsn ogen (Coronella lævis') og Æskulapsian gen (Coluber Æsculapii). Den første er slankere byg- get end Snogen, livligere og behændigere og højst i M. lang. Dens Farvetegning giver den undertiden en vis Lighed med Hugormen, idet den er brun paa Ryggen med to Ræk- ker mørkere Pletter og staalblaa eller lysere, indtil næsten hvidlig paa Bugen. Den holder sig helst til tørre, for Solen udsatte, stenede Skraaninger eller buskklædte Klippeskrænter og lever væsentligt af Firben. Da Hasselsnogen forekommer saavel i Norge og Sverrig som i Tyskland, er det rimeligt, at den ogsaa vil kunne træffes hos os. Dog er den kun een Gang funden her, og det endda som død, nær Strandbredden ved Hirtshals i Jylland. Muligheden for, at den kan være kommen dertil over Havet fra Norge, er vel ikke absolut udelukket, men det er dog højst usandsynligt. Thi den er langtfra saa vandkær som Sno- gen, der ikke sjældent ses svømmende i brakt eller salt Vand og een Gang er taget levende midt ude i Østersøen. Tidligere hed det sig, at Hasselsnogen levede i det sydøstlige Sjælland, men det har vist sig, at alle de der tagne og i vore Samlinger opbevarede Eksemplarer tilhører en an- den Art, Æskulapslangen, hvis Forekomst hos os er langt vanskeligere at forklare, da den hører hjemme i Middelhavslandene og kun forekommer meget spredt i Mellem- tyskland, navnlig ved Badesteder som Baden (i Østerrig), Schlangenbad og Ems. Man har fremsat den Gisning, at den var indført til disse Steder i Romertiden, da den som helliget Æskuhp holdtes tam eller halvtam i og omkring de til denne Guddom viede Templer, der særlig rejstes ved allerede dengang bekendte og besøgte Sundhedskilder. Nu har der sikkert nok aldrig i Danmark været hverken romerske Kolonier eller Templer, men de i de sjællandske Skeletgrave fra den ældre Jærnalder fundne Oldsager tyder dog paa nære Forbindelser mellem Dele af Sjælland og romerske eller stærkt al romersk Indflydelse paavirkede Egne. Umuligt er det da ikke, at Æskulapslanger kan være komne til Sydsjælland med romerske Handelsmænd i de første Aarhundreder efter Christi Fødsel. Vist er det, at Dyret nogle Gange er fanget i Egnen omkring Petersværft, og maaske lever der endnu nogle enkelte Stykker der eller andetsteds i Sydsjælland. Det bliver P/2 M. langt, og det endda kun i Syden, saa der er ikke Rimelighed for, at Møder med det kan ligge til Grund for de mange mærkelige Historier, man hører ude i Befolk- ningen om store Slanger, der er bleven sete saa her, saa der. De fleste af disse »Lindorme«- Historier bærer bestemt Præget af bevidst eller ubevidst Overdrivelse, men enkelte af dem stammer fra saa paalidelige og vel kvalificerede Iagttagere, at de ikke uden videre kan afvises. Muligheden af, at der ogsaa i Norden kan forekomme særlig store Eksem- plarer af de kendte Snogearter eller enkelte Individer af en ellers ikke her hjemmehørende, større Art, kan derfor efter vor Mening ikke udelukkes. Æskulapslangen kendes paa sit lille, fortil afrundede Hoved, paa Hovedets og Sidernes kølede Skæl og paa Farven, der paa Oversiden er graabrun, paa Undersiden hvidlig. Den klatrer godt og gerne og holder sig mest til kratbevoksede, stenede Pletter og til gamle, forfaldne Bygninger, navnlig Borgruiner, Templer o. 1. Vandet synes den at sky. Af de i den palæarktiske Regions sydligere Dele levende, ret talrige giftløse Slanger, nævner vi kun et Par. En af de største er den i Italien forekommende stribede Snog (Elaphis qvadriradiatus'), et nydeligt Dyr paa indtil 2 M.s Længde, lys grønbrun paa Ryg- gen med 4 smalle, tydeligt afsatte, mørkebrune Striber. Om den fortæller en bekendt