Vor Klodes Dyr 1

HUGORMEN. 403 krybdyrkyndig Forsker Erber (citeret af Brehm), at han engang i Dalmatien iagttog et c. 1V3 M. langt Eksemplar, som 7 Gange i Træk gennem en Tagrende banede sig Vej til et Kloster, for hver Gang at vende tilbage med et Hønseæg i Munden. Den sank Æg- gene hele og knuste dem derpaa i sin Fordøjelseskanal ved at slynge sig om et ungt Træ og presse Legemet fast ind mod dette. En ret snild Maade at sikre sig hele Æggets Ind- hold paal Pilsnogen (Zamenes acantistes) hedder en højst ir/2 M. lang, Middelhavslandene be- boende Snogeart, som mærkeligt nok ofte angriber, endog utirret, Mennesker under Hvis- len og Hvæsen og med vidt opspærret Gab. Som Følge heraf er den frygtet og hadet, skønt den hverken er giftig eller paa anden Maade farlig. Hver den, der har færdedes noget i Naturen, kender vor eneste Giftslange, den ikke uden Grund saa frygtede Hugorm (Vipera berus). Dens Gift er meget virksom, og man har adskillige Eksempler paa, at selv voksne Mennesker er bukkede under for Følgerne af dens Bid trods rettidig anvendt og sagkyndig Hjælp. Men har man Øjnene med sig, og er man nogenlunde forsigtig, behøver man ikke at frygte for at færdes, selv hvor den er almindelig, ligesom man ogsaa kan baade fange og haandtere den uden større Fare. Dens Størrelse er ikke betydelig, en Hugorm paa 70 Ctm. er allerede stor, og det er kun Hunnen, der bliver saa lang, Hannen maaler sjældent over nogle og tres Ctm. Farven er overordentlig varierende, fra det lyseste gulbrunt til næsten sort, men altid bærer Hugormen sit Kainsmærke: den mørke Sik-Sakstribe hen ad Ryggen. Selv paa »sorte« Eksemplarer træder den ret tydeligt frem. Hovedet har den hos Giftslangerne sæd- vanlige Form: det er but tilspidset fortil, bredt afrundet bagtil, hvor de store Giftkirtler ligger. Aabner man dens Gab, bliver man de to store, fortil i Overkæben siddende, let krummede, tynde og sylspidse Gifttænder var. Disse er gennemborede af en fin Kanal, der udmunder paa den konvekse Forside, tæt nede mod Spidsen. Den er dannet af en Fure paa Tanden, som er aaben hos Giftsnogene, men som hos Hugormene er overgroet af Tandmassen. Ved Tandens Rod staar den i Forbindelse med Giftkirtlens Udførsels- gang, og naar Munden er lukket, ligger Gifttænderne fladt tilbage i en Slimhindefold, men aabnes den, træder de ved Overkæbebenets Drejning frem med Spidsen visende nedad og lidt bagtil. Hos Hugormen er Gifttanden den eneste Tand i Overkæbebenet, men bag ved den ligger der nogle mindre udviklede af samme Slags, bestemte til at træde i dens Sted, om den fældes eller bliver brækket ud. De øvrige Teender er smaa og spidse som de giftløse Slangers. Hugormen forekommer over hele den palæarktiske Region, dens sydligste Dele und- tagne. Den gaar højest mod Nord af alle Slanger og træffes endnu i Lapland; mod Øst er det stille Ocean dens Grænse. Paa aabne, med Smaakrat, Lyng, Bregner o. 1. bevoksede Steder i Skovene, paa sol- varme Bjærgskrænter, paa Heder og i ikke alt for vaade Moser søger man sjældent Hug- ormen forgæves. Dyrkede Marker tiltaler den derimod ikke; efterhaanden som Heden eller de stenede Overdrev brækkes op og dyrkes, trækker den sig derfor tilbage til de tilbageværende udyrkede Pletter, hvor den da undertiden kan træffes i forbavsende Mængde. Vi har kendt og ofte besøgt et Par saadanne Steder i Jylland. Det ene var en smal Strim- mel Hede, der gik over i en temmelig høj, lyng- og græsklædt Strandskrænt, det andet en Dalsænkning med Lyng og spredte Egepur, begge de sidste Rester af i ny Tid opdyrkede 49*