Vor Klodes Dyr 1

 DE PALÆARKTISKE DYR. Fig. 221. Løvfrø. 408 ud af Glasset, gaar de paa Fluejagt rundt om i Stuen og søger at gemme sig i en Krog, men de vender dog som oftest af egen Drift tilbage til deres vante Bo. Ogsaa af Halepadderne tilbringer enkelte Arter største Delen af Livet paa Land, saa- ledes Landsalamanderen (Salamandra maculosa), der bebor Mellem- og Sydeuropa samt Nordvestafrika; i Norden forekommer den ikke. Den er plumpere bygget end vore Vandsalamandre, fra hvilke den navnlig skiller sig ved det store Hoved og den trinde Hale uden Svømmebræmme. Benene er korte, Forpoterne har 4, Bagpoterne 5 vel adskilte Tæer, og den nøgne Hud er forsynet med mange Kirtler, af hvilke navnlig nogle bag Ørene er store og fremtrædende. De afsondrer en ætsende Vædske, der afholder de fleste, ja maaske alle Dyr fra at forgribe sig paa dem, og som ind- virker ligefrem giftigt og dræbende navnlig paa Fugle, naar den indbringes i deres Blod eller For- døjelseskanal. Griber man dem ublidt, sprøjter de denne mælkelignende Saft ud af Halskirtlerne med temmelig stor Kraft. Landsalamande- ren bliver indtil 14 Ctm. lang og er smukt fløjlssort med store, skinnende guldgule Pletter, der hen langs Ryg og Hale er ordnede i to Længderækker. Man har tænkt sig,at disse dens afstikkende Far- ver maa opfattes som »Advarselsfarver« (se Indledningen). Det er vel værd at lægge Mærke til, at netop gult og sort saa ofte mærker de Dyr, som er udrustede med et eller andet passivt eller aktivt Forsvars- middel, der gør dem lidet attraaværdige som Bytte for Rovdyr. Det synes næsten, som om de to, mod hinanden saa grelt staaende Farver er særlig udvalgte til Skilt for de Dyr, der helst ikke maa røres af andre. Dette har den Fordel, at unge Rovdyr lettere lærer, hvilke Dyr de skal sky, end om disse var iklædte mange, skiftende Farver. Landsalamandrene holder sig gerne til fugtige, skyggefulde Steder i Skove og mellem Klipper. Her har de deres Tilflugtssteder under Trærødder eller Sten og i Jordhuller, som de kun forlader, naar Vejrforholdene tiltaler dem, og i hvilke de tilbringer Vinteren so- vende. Deres Bevægelser er langsomme og plumpe; de kryber sindigt frem under Side- bugtninger'af Legeniet og er derfor henviste til at søge Næring mellem Snegle, Orme,