Vor Klodes Dyr 1

LØVFRØEN. 407 paa og mellem hvilke den lever. Undersiden er derimod lysere, hvidgraa, og hen langs Si- derne strækker sig en sort, foroven gult indrammet Stribe. Benene er grønne paa Yder-, gule paa Indsiden, Øjnene er klare og gyldent skinnende. Hannen kendes paa sin mørke Strube, hvis Hud den kan puste op til en stor, gennemskinnelig Blære. Som hos alle Frøer (n. Froske) er ogsaa hos Løvfrøen Bagbenene meget længere og kraftigere end Forbenene, tjenlige til Svømning og Spring, særlig til det sidste. Sin Springe- evne udnytter den, i Analogi med flere springende Pattedyr, væsentligt til Bevægelse i Træerne, hvorved de Hæfteredskaber, med hvilke dens lange, smækre Tæer er udstyrede, kommer den til stor Nytte. Hver Taa ender med en lille, rund Skive, der virker som en Sugekop og hjælper til at holde Dyret fast endog til de glatteste Flader. Det formaar da ogsaa at springe fra Blad til Blad med stor Lethed og Sikkerhed og at holde sig fast lige saavel til deres Under- som til deres Overflader. Allerede tidlig paa Foraaret forlader Løvfrøen sit Vintertilflugtssted i Dyndet paa en eller anden Dams Bund, hvor den har ligget i tryg Dvale den kolde Aarstid igennem. Selv om Frosten skulde naa den, er den dog ikke fortabt, thi den kan taale i alt Fald kort Tids Indefrysning. Medens Nattefrosten endnu stivner Vandenes Överilade, er Løvfrøen paa Færde, og Hannen lader sin Parringsstemme høre fra Træer og Buske ved deres Bredder. Snart efter Opvaagningen finder Æglægningen Sted, under hvilken Hannen fastklamret til Hunnens Ryg befrugter Æggene, efterhaanden som de kommer frem; no- gen egentlig Parring finder altsaa ikke Sted hos dem saa lidt som hos de fleste Padder. Æggene lægges i Vandet omgivne af en Masse, der hurtigt bulner ud til en klar, gennem- sigtig Slim, i hvilken de ses fordelte som smaa, mørke Korn. Den sparsomme Vaarvarme virker hurtigt paa Æggene, af hvis Slim de smaa Hale- tudser snart arbejder sig ud. I de første Dage nærer de sig af Slimmassen, men derefter begynder de at gnave paa Vandplanternes sarte Blade. Efterhaanden kommer de enkelte Legemsdele frem: først Øjnene, derefter Bag-, til sidst Forlemmerne. I Begyndelsen aan- der Larverne ved udvendige Gæller, men disse forsvinder snart og erstattes ved indven- dige, der atter svinder ind, eftersom Lungerne udvikler sig. Ud paa Sommeren skrumper den lange Svømmehale ind, og i August er Forvandlingen fuldkoinmet, saa de smaa Løv- frøer kan forlade Vandet og tage fat paa Landlivet. Forplantningsdygtige og udvoksede er de dog først i deres fjerde Aar. Efter Æglægningen begiver de gamle sig hurtigt op paa tørt Land for at tilbringe Sommeren i Skov og Krat mellem Buskes og Træers Løv, hvor de er beskyttede ved de- res Farve. Her jager de Fluer, Larver o. L, som de griber ved Hjælp af deres tykke, kø- dede Tunge, der med sin forreste Del er fæstet til Mundhulens Bund fortil i denne mellem Underkæbens Grene, saaledes at den er fri bagtil og kan slynges ud af Munden og gribe Byttet, som hænger fast ved dens klæbrige Slimhinde. Løvfrøen fanger Insekterne ved et pludseligt, ofte langt Spring, der sjældent forfejler Maalet. Hvor Løvfrøerne forekommer, hører man ofte Hannens klokkelignende Toner, som den, navnlig mod Uvejr, udstøder med oppustet Strubeblære. Ud paa Høsten forlader de Træerne for at opsøge Vandstederne og gemme sig i deres bløde Bund. De taaler godt Fangenskab og kan leve aarevis selv i et snævert Glasfængsel, naar de fodres godt med Fluer eller Melorme. Den, der fodrer dem og giver sig af med dem, lærer de snart at kende, og de synes at være i Besiddelse af ikke helt ringe Aandsevner. Slipper man dem