Vor Klodes Dyr 1

TORBISTER. 415 udad mod Spidsen bærer en tætstillet Række bladdannede Vedhæng. Til dem hører den største palæarktiske Bille, Eghjorten, n. Egehjorten (Lucanus cervus), hvis Han, der i alt kan blive 7—8 Ctm. lang, er kendelig ved sit store Hoved med de mægtige, forgrenede Kindbakker (Horn). Da Hannerne er ;—6 Gange saa talrige som Hunnerne, kæmper de heftigt om disse og benytter under Kampene Kindbakkerne som Vaaben. Dette synes at være den eneste praktiske Brug, de gør af disse store Kitindannelser, der analogt med Hjortenes Takker riiaa opfattes som »sekundære Kønskarakterer«. Som udviklede Insekter lever Eghjortene af den fra syge eller saarede Egetræer ud- flydende Saft, men som Larver, der udvikles af Æg lagte i frønnede Partier af endnu levende Ege, tjener de trøskede Vedmasser, i hvilke de danner sig Gange, dem til Føde. Deres Udvikling tager 5—6 Aar, og de tilbringer Puppetiden i et gaaseægstort Hylster sammenkittet af Træstumper. Hos os er Eghjorten i vore Dage sjælden, men i nogle Egne af Tyskland med store, gamle Egeskove er de saa almindelige, at man der taler om Eghjorteaar som hos os om Olden- borreaar. Langt almindeligere er i Dan- mark den mindre, men dog altid ret anselige Bøgehjort (Dorcus paralellepipediis), hvis Larver, der ligner yngre Eghjorte- og for øvrigt ogsaa Oldenborrelarver, lever i gamle Bøgestød. Af alle Biller har Olden bor- rerne den største økonomiske Be- tydning for os. De forekommer i flere Arter, men kun to spiller en betydeligere Rolle, den alminde- lige (Melolontha vulgaris) og den sortrandede Oldenborre (M. Fig. 227. Oldenborrer. hippocastani), hvilken sidste kendes paa de sortkantede Vingedækker. Deres Livshistorie er saa almindelig bekendt, at vi ikke skal dvæle længe ved den. Alle ved, at Æggene lægges i Jorden, at Larverne lever 3 Aar af Planternes Rødder, at de for- pupper sig i Begyndelsen af deres fjerde Aar og bliver til udviklede Insekter i August eller September samme Aar. De overvintret saa i Jorden og bryder frem af denne ved Foraars- tide, næsten fulde 4 Aar efter at Æggene blev lagte. Under deres Liv som flyvende Insekter parres de, og det endog flere Gange. Den almindelige Tro, at Hannen dør snart efter Par- ringen, og at Hunnen gør det samme efter at have lagt Æg, er fejl. Omtrent 14 Dage efter første Parring graver Hunnen sig ned i Jorden og lægger der 20—30 befrugtede Æg. Men derefter bryder hun frem, parrer sig atter og lægger igen Æg. Dette gentager hun i alt 3, undertiden maaske 4 Gange, og først saa dør hun. Ogsaa Hannens Liv varer normalt ved, til han har parret sig flere Gange. Oldenborrernes Skadelighed beror væsentligt paa deres Færd som Larver, og den bli- ver særlig fremtrædende i visse, med regelmæssige Mellemrum tilbagevendende Aaringer. Dette beror paa, at deres Formering er kommen ind i den mærkelige Gænge, som har