Vor Klodes Dyr 1

DYRENES FARVER. 33 Forlængelse netop berører Grenen og danner ligesom en Bladstilk. Fra denne løber en mørk, buet Linie fremefter til Forvingens forlængede Spids, lignende et Blads Midtribbe, og paa begge Sider af denne er der skraa Linier, dannede dels af Vingernes Nervation, dels af Farveskatteringer, som imitere et Blads sædvanlige Ribbeforgrening. Hovedet og Følehornene passer nøjagtigt ind mellem de lukkede Forvinger, saa at de ikke bryder Omridsets Linie, der netop er saa stærkt krummet som Konturerne paa et tørt, vissent Blad. Ejendommeligt for Farven er dens store Variabilitetssvingninger fra dyb rødbrunt til oliven eller bleggult; og sjældent er to Individer nøjagtig ens. Dog ligger deres Farver altid inden for den Skala, visne Blade viser. Endnu mærkværdigere er det, at de blegeste Vinger, der mest ligner stærkt visnede, hensmuldrende Blade, sædvanlig er bedækkede med smaa runde Pletter, der saa nøje minder om de smaa, mikroskopiske Svampe (n. Sop), som findes paa henraadnende Blade, at man i første Øjeblik maa tro Insektet selv angrebet af saadanne Svampe. Den Evne til at skjule sig, der opnaas ved en saa vidunderlig nøje Efterligning, kan ikke tænkes højere udviklet; og jeg har paa Sumatra ofte set en Kallima flyve hen paa en Busk og da med et forsvinde som ved et Trylleslag. Engang lykkedes det mig at se nøjagtig den Plet, hvor Insektet satte sig; men selv da tabte jeg det af Syne nogen Tid og opdagede først efter ihærdig Søgen, at det sad lige for Næsen af mig.« — I særlig høj Grad opfylder da denne Sommerfugl det, som en engelsk Forsker har præ- ciseret som en Sommerfugls vigtigste Opgave i Livet — foruden at lægge Æg — nemlig: ikke at blive set! At Farvelighed med bestemte Genstande ikke blot kan skjule det paagældende Dyr, men ogsaa kan tjene til at hidlokke dets Bytte fremgaar af enkelte Iagttagelser, hvoraf navnlig en, gjort af Englænderen Forbes, er shaende. Fra sit Ophold paa Java fortæller han, hvorledes han engang paa Jagt gennem et Krat efter en stor Sommerfugl blev stop- pet af en tæt Busk; paa dens Løv saa han da en Sommerfugl af Familien Lycænidæ sidde paa nogle Fugleekskrementer. »Jeg havde ofte set disse smaa blaa Sommerfugle sidde paa Jorden netop paa samme Slags Genstand og havde undret mig over, at de sarte, nydelige Dyr kunde finde Smag i en Kost, der syntes saa lidet egnet for Sommerfugle. Varsomt men hurtigt nærmede jeg mig for om muligt at faa at se, hvordan det egentlig forholdt sig her. Sommerfuglen lod mig komme ganske nær, ja lod sig endogsaa tage mellem mine Fingre. 7 il min Overraskelse blev imidlertid et Stykke af Kroppen siddende til- bage, formodentlig, antog jeg, klæbet fast til Ekskrementerne. Jeg kiggede nærmere efter, og til sidst berørte jeg dem, for at se, om de var klæbrige. Da opdagede jeg til min uskrøm- tede Forbavselse, at jeg havde været Genstand for en fuldstændig Mystifikation, og at det, jeg antog for Ekskrementer, var en yderst kunstig farvet Edderkop, der ha paa Ryggen med Benene over Kors og trykkede ind til Kroppen.« Ja ikke nok med, at Edderkoppen ved sin barve lignede Fugleekskrementer; — der manglede end ikke den flydende Masse, der var strømmet et Stykke nedl En Del af det tynde Spind, hvormed Dyret holdt sig fast til Bladet, forestillede denne. Saaledes forstaar denne Edderkop til Fuldkommenhed at agere Mading for sit Bytte; thi disse og andre Sommerfugle lever virkelig af Fugle- ekskrementer, hvilket Forbes senere iagttog og ofte fik bekræftet. En anden levende Fælde — men af betydelig mere æstetisk Virkning I — er en indisk, vingeløs »Knæler« (Mantis), der saa skuffende ligner en rød Orkidé, at endogsaa en Bo- taniker engang lod sig narre deraf. Insektets Krop og Lemmer har en saadan Form og Vor Klodes Dyr.