Vor Klodes Dyr 1

HUMLEBIEN. 427 faa Tid til at sætte et nyt Kuld i Verden. Insektet i den inderste Celle maa altsaa bane sig Vej gennem alle de andre Celler for at komme ud, og Enock giver os den mærke- lige Oplysning, at der af de først lagte og inderst anbragte Æg kommer Hunner frem, hvis Udvikling tager nogle Dage flere end Hannernes, der udklækkes i de yderste Celler. Hvorledes Bien, der i Reglen fylder flere Gange med Æg og Celler, bærer sig ad med vil- kaarligt at lægge snart Han-, snart Hunæg, vides ikke med Bestemthed, men formodent- lig fremkommer kun de sidste, ligesom hos Honningbien, af befrugtede Æg. Hos denne sidste opbevares den befrugtende Vædske i et særligt Sædgemme, hvilket Dronningen kan aabne eller lade være lukket under et Ægs Passage forbi dets Udmunding i Æggelederen. Men hvad faar Rosenbien til at lægge Hunæg i de inderste, Hanæg i de yderste Celler? Ved hun, at hun skal gøre saa? Næppe! Overgangen mellem enligt levende og samfunddannende Bier antydes hos nogle Ar- ter af Slægten Hal i c tus, som bygger en Bo i en Jordhule, bestaaende af en Hob, tæt op til hinanden, ikke i Forlængelsen af hinanden liggende Celler. Moderbien dør ikke, som ellers de enlige Biers Hunner, efter Æglægningens Slutning, men bliver i Live en Tid lang og opholder sig i Boen hos Yngelen. Herfra og til et Samfund som Hu miern es ci- der ikke saa overmaade stort et Spring. Vi har jo allerede kortelig skildret en Humlebis Historie og skal ikke gentage Skil- dringen her. Hos os forekommer flere Humlearter, der er af stor Betydning for mange Blomsters Bestøvning. Rødkløveren f. Eks. kan ikke sætte Frø, naar den ikke besøges af Humlebier. Men undertiden finder disse paa at »snyde«, idet de bider Hul paa Kronrøret af visse Blomster, for gennem Hullerne at komme lettere til Honningen. Vi har flere Gange Lejlighed til at iagttage deres Fremfærd over for Blomsterne af Cytisus elongatus. I Begyn- delsen sugede alle de besøgende uden Undtagelse, baade Honning- og Humlebier, Hon- ningen ad den legitime Vej, idet de satte sig paa Blomsternes nederste Læbe og stak Sna- belen til Bunds. Men saa fandt nogle Individer af en Humleart paa at bide Hul i Kron- røret, og snart var hver eneste Blomst behandlet saaledes. Alle Humierne af denne Art søgte da straks og uden Betænkning til Bidstedet, men de, der tilhørte en anden Art, og Honningbierne blev ved at gaa den sædvanlige Vej til Honningen. Kun nogle enkelte af disse lærte Fiffet og foretrak den bekvemmere Fremgangsmaade. Thi bekvemmere maa de have fundet den, men tidsbesparende var den ikke, det var let at konstatere med Uret i Haanden. Kan der tvivles om, at her var mere end et Instinkt med i Spillet? Hos Humierne ligesom hos de enlige Bier, snylter et Antal Biarter, som gennem- gaaende ligner deres Værter i Form, Farve o. s. v. At saadan Lighed er formaalstjenlig for Snylteren, er klart nok, og det kan heller ikke betvivles, at den er bleven gjort større ved Kvalitetsvalget. En vis almindelig Lighed maa have bestaaet, dengang Snylteriet be- gyndte. Dette er da lykkedes bedst for dem, der lignede Humierne mest og derfor skuf- fede dem oftest, saa de fik uhindret Adgang til Boerne. De har sat flest Efterkommere i Verden, og af dem har nogle varieret videre i rigtig Retning; disse har atter yngler tal- rigst o. s. v., saa at Ligheden er bleven mere og mere fuldkommen. Endnu er den dog ikke saa fuldendt, som den maaske vil blive engang i en fjern Fremtid. Angaaende Honningbien (Apis mellifera) skal vi fatte os i Korthed, idet vi gaar ud fra, at dens Liv og Samfundsorganisation er kendte i alt Fald i de store Fræk. Vi skal derfor nøjes med at berette et og andet, som turde være mindre almindelig bekendt. 52*