Vor Klodes Dyr 1

 464 DE PALÆARKTISKE DYR. Forvinge hen over en tilsvarende Del paa den anden. Lyden bliver forskellig for hver Art, saa øvede Iagttagere kan kende dem paa deres Toner. Blandt Løvgræshopperne nævner vi den store, grønne Locustci viridissimci, som træffes almindeligt paa Græssletter i Skovene. Den bliver over 3 Ctm. lang og har lange, smalle Forvinger, der hos Hunnen rager et betydeligt Stykke ud over Bagkrop- spidsen. Hunnen har, som alle Løvgræshopper, en lang, sabelformet Læggeskede, og begge Køns Bagben er, som alle Græshoppers, stærkt forlængede og omdannede til Spring- ben. Munden er en kraftig Bidemund, der tjener ikke blot til at sønderdele Plantevæv, men ogsaa til at gribe og tygge levende Bytte: andre Insekter, Larver o. L, der udgør en stor Del af disse Dyrs Kost. Deres »Sang« er simpel men vellydende og høres mest hen- imod Aften. Endnu større er Vort eb ideren (Decticus verriicivorus), der er grøn paa Over- og gul paa Undersiden med brun plettede Forvinger. Den holder til paa Enge og Kløvermarker og har Navn af, at den brune Saft, som siver ud af Munden, naar man griber den, siges at kunne borttage Vorter. Baade den og den forrige bider kraftigt og smertefuldt, og har de engang bidt sig fast, river man Hovedet fra Kroppen lettere, end man rusker dem løs. Medens Græshopperne springer udmærket, flyver de fleste kun maadeligt, ja for saa- danne Arters Vedkommende synes Vingernes Rolle næsten kun at være den at bære dem et lille Stykke lavt hen overjorden, naar et Spring har smældet dem op i Luften. De ned- stammer vistnok fra Dyr, der har været bedre Flyvere, og deres Flyveevne er formodentlig bleven forringet i Forhold til, som deres Springeevne er bleven forstørret. Det kunde synes mærkeligt, at de kan have haft nogen Fordel af at faa formindsket Flyveevnen mod at faa Springeevne, men dog maa det have været saa. Formodentlig har deres Udvikling til Græshopper fundet Sted, medens deres værste og farligste Fjender var flyvende Dyr, der fortrinsvis tog dem, naar de viste sig baarne af Vingerne op over Steppens Græs. Der- ved blev de bedste Flyvere og de, der oftest brugte Vingerne, pillet ud og tilintetgjorte. Men af Resten klarede de sig bedst, som kunde undfly deres jordbundne Fjender ved hur- tig Bevægelse, ikke saa meget ved Løb som ved Spring, der, understøttede af Vingerne, bragte dem ud af disses Synskreds i en Fart uden dog at hæve dem saa højt og holde dem saa længe i Luften, at de blev udsatte for synderlig Fare fra den Side. Ogsaa disse Springere har til Dels vænnet sig til Livet i Trætoppene, der har sine springende Løvgræshopper, som de har Egern, Trækænguruer, Løvfrøer, o. s. v. Andre af dem er bleven omdannede til gravende Jordboere, hvis Liv og Bygning frem byder Paralleller med Kaninernes og Murmeldyrenes, ja endog med Muldvarpens. Allerede Markfaareky 11 ingen, n. Marksirissen (Gryllus campestris), der fører en skjult og ubemærket Tilværelse i selvgravede Jordgange, har sat største Delen af sin Springeevne til og er til Gengæld bleven udrustet med Graveevne. I endnu langt højere Grad er dette Tilfældet med Jordkrebsen, n. Muldvarpesirissen (Gryllotalpa vulgaris), et mærkeligt, gravende Insekt paa indtil noget over 5 Ctm.s Længde. At den er en om- dannet Græshoppe, viser, foruden mange andre Enkeltheder i Legemsbygningen, de endnu noget forlængede, men til Springning aldeles ubrugelige Bagben. Det forreste Ben- par er Graveredskaber, idet Laar og Skinneben er bleven forkortede og de sidste tillige meget udvidede i Bredde samt nedadtil forsynede med 4 klolignende Fremspring. For- vingerne er saa korte, at de kun halvvejs beskytter de lange, stærkt sammenpakkede Bag-