Vor Klodes Dyr 1

DE PALÆARKTISKE DYR. 472 Mangler vi hos os Skorpioner, har vi saa mange des flere Edderkopper (Aranelnci), skønt ogsaa de bliver baade større og giftigere i Syden. Deres Udseende er bekendt nok, og vi minder derfor blot om Legemets Deling ved en dyb Indsnøring og om, at den bløde Bagkrop mangler Leddeling. Samtlige Edderkopper er Rovdyr, forsynede med Giftvaaben, dannede af Overkæbens yderste Led i Form af hule, spidse og krumme, klolignende Kroge, gennem hvilken Giften fra en Kirtel ledes ned i det ved Bidet frembragte Saar. Denne Gift virker som Skorpionens og dræber hurtigt mindre Dyr. Meget mærkelige Forhold frembyder Edderkoppernes Forplantning. Hunnerne over- gaar i Reglen Hannerne betydeligt i Størrelse, saa de maa kaldes ikke blot det smukke, men ogsaa det stærke Køn, et Faktum, de sølle Hanner er sig i høj Grad bevidst. Derfor holder de sig til daglig i ærbødig Afstand fra de skønne, vel vidende, at en uforsigtig Til- nærmelse vilde koste dem Livet. Kun naar de har grundet Formodning om, at blidere Følelser har faaet Magt over den attraaede, vover de sig i hendes Nærhed, stadig dog med stor Forsigtighed og parate til at flygte eller lade sig falde, sikrede ved en Traad — de har aabenbart en klar Forstavelse af, at deres Liv bogstavelig talt hænger i en Traad. Viser Hunnens Fagter, at »Barkis is willing«, skyder Bejleren Hjertet op i Livet og gaar løs paa hende, men nogen Parring i almindelig Forstand finder dog ikke Sted. Hvad der foregaar, er langt mærkeligere. Det yderste Led af Føleren paa Hannens Underkæbe er nemlig paa begge Sider omdannet til et Redskab, forskelligt formet hos forskellige Arter, men stedse bestemt til at overføre den befrugtende Vædske fra Hannens Kønsdele til Hunnens. Inden han nærmer sig denne, har han ved visse Manipulationer forsynet disse Palper med Sædvædske, som han nu, ved skiftevis at føre dem ind i Hunnens Køns- aabning, bringer ind i denne, der har Plads fortil paa hendes Bagkrops Underside. Saa snart dette er fuldbragt, echapperer han ilsomt, idet han med god Grund befrygter, at den elskede Genstand skal føle sig oplagt til et styrkende Maaltid og forgribe sig paa ham. Efter Befrugtningen lægger Hunnen Æg, som hun omspinder med tæt Silkevæv til en lille Kugle, der er Genstand for hendes ømmeste Pleje, hvad enten hun vogter den i sin Bo eller fører den om med sig, hvor hun gaar og staar. Hun vover uden Betænkning Livet for at forsvare den eller generobre den, hvis den er taget fra hende. Ungerne bliver sammen i Æghylstret til efter første Hudskifte, hvorpaa de spreder sig og Moderen dør. Evnen til at spinde er fælles for alle Edderkopper. Spindekirtlerne, som afsondrer den i Luften til fine Traade stivnende Spindevækske, har Plads i Bagkroppen, omkring hvis Spids 4 til 6, tilsyneladende med korte Haar bedækkede Spindevorter er grupperede. I Virkeligheden er Haarene fine, af en Centralkanal gennemborede Tappe, der fungerer som Udførselsaabninger for Spindekirtlerne. Disses Sekret er ikke ens. Nogle af dem af- giver et Produkt, der hurtigt stivner og tørrer i Luften, medens andres holder sig fugtigt og stærkt klæbende timevis efter at være udsat for dennes Paavirkning. Det staar i Edder- koppens Magt at lade een eller flere eller alle Spindevorter virke paa een Gang, saaledes at den kan præstere Traade af meget forskellig Tykkelse og Beskaffenhed. I Almindelighed synes der at skulle en Kraft til at trække Traaden ud af Spindeaabningerne, hvad enten det nu er Tyngdekraften, der virker, naar Dyret lader sig falde, hængende i en Traad, eller Bagbenenes Muskelkraft, naar det med dem haler Traaden ud, efterhaanden som det spinder. Det er tvivlsomt, om nogen Edderkop er i Stand til, som paastaaet er, at »skyde« eller sprøjte en Traad ud ved en indenfra virkende Kraft.