Vor Klodes Dyr 1

SKORPIONERNE. 471 Fig. 270. Skorpion. I det sydlige Europa forekommer et Par Arter Skorpioner, der hører til Ledspind- lernes (Arthrogasta) Orden, som væsentligt har hjemme i varme Jordstrøg. Ved første Øjekast minder en Skorpion noget om vor almindelige Flodkrebs, idet den synes delt i en bred, tyk Krop og en smallere, leddelt Hale, ligesom den ogsaa er udrustet med et Par store Klosakse. Forparten bestaar imidlertid i Virkeligheden dels af Forkroppen (Hoved og Bryst), dels af 5 Led, som tilhører Bagkroppen, hvis sidste 6 Led danner den smækre »Hale«, der ender med en Giftkrog. Denne er krummet som en Klo med Konveksiteten opad, og tæt ved dens fine Spids udmunder med 2 snævre Aabninger de Kanaler, der leder Giften fra de i Kroppens forreste Afsnit beliggende Giftkirtler ud i det med Krog- spidsen (Brodden) bibragte Snar. Klosaksene er 4 i Tal, men kun de 2 er saa store, at de straks falder i Øjnene. Disse er de omdannede Underkæber, medens de korte er Over- kæberne, og begge Par tjener til at gribe og fastholde Byt- tet: større Insekter, Edderkopper o. L, som Skorpionen jager i hurtigt og behændigt Løb. Har den fanget et Dyr, holder den det op over Hovedet i de lange Klosakse, som vilde den rigtig betragte det, og bibringer det, idet den bøjer »Halen« frem over Ryggen og slaar den rask tilbage, et Stik, som ved den, Slangernes i Sammensætning og Virkemaade lignende Gift, der overføres i Ofrets Blod, næsten øjeblikkeligt virker dræbende. Derefter udsuges og opædes Byttet. Man har fortalt, at Skorpionerne, naar de føler sig i stor Knibe og f. Eks. er indringede af Ild, skulde vende de- res Brod mod sig selv og begaa Selvmord. Dette er dog, efter anstillede Forsøg at dømme, Fabel, skønt Giften gan- ske vist virker dræbende, naar den indbringes i deres eget eller Artsfællers Blod. Skorpionerne føder levende Unger fra 15 til 50 i Tal, som allerede ved Fødselen ligner deres Ophav ganske, kun at de er bløde og hvidlige, medens de gamle har et kiti- niseret, mørkere farvet Hudpanser. I de første Uger holder Ungerne sig til Moderen, som forsvarer dem modigt, om nogen vil gøre dem Fortræd, og tillader dem at krybe om paa sit Legeme og hage sig fast, hvor de har Lyst. Naar Ungerne vokser til, dør Moderen, der altsaa kun føder een Gang i sit Liv. Uden for Yngletiden lever Skorpionerne alene. De er ufredelige, glubske og graadige og overfalder og udsuger endog svagere Artsfæller; da de er lyssky, maa de søges paa alskens mørke og dulgte Steder: under Stene og Trærødder, bag Bark og i hule Træer, i Kældere og Udhuse. Men de elsker Varme og tyr ofte ind i Huse, hvor de gemmer sig bag Tapeter, under Gulvtæpper og Maatter, mellem Klæder og i Senge; derfor maa man se sig vel for, naar man vil undgaa Stik, der er om ikke far- lige saa dog smertefulde. I Middelhavslandene forekommer den 6—7 Ctm. lange Markskorpion (Buthus oc- citanus), slank og med 8 Øjne, og den kun halvt saa store, mere firskaarne, med 6 Øjne udstyrede Husskorpion (Scorpio europæus\ der har sin Nordgrænse i Karpatherne.