Vor Klodes Dyr 1

484 DE PALÆARKTISKE DYR. Drager man gennem Steppen fra Nord til Syd, forandrer Billedet lidt efter lidt Karak- ter. Græs og Urter bliver lavere, og Plantedækket spreder sig mere og mere; tykbladede Salturter indtager mange Steder, navnlig i Strøg med saltholdige Søbækkener, Græssets og de blomstrende Urters Plads, tørre Bynkebuske og tornede Vædskers bhablege Blad- masser afløser det friske Grønt, og i Stedet for Skov- og Kratstriber langs Floderne føl- ger udstakte, sivdækte Sumpe deres Løb og kranser Søerne i brede Bælter. Sand og Sten griner frem i store Pletter og til sidst naar man den virkelige Ørk, hvor Planterne er faa og spredte, og hvor Moder Jord uden Blu blotter sin sprukne Hud. Helt uden Vegetation til alle Aarstider er dog kun faa større, sammenhængende Stræk- ninger, de fleste Steder er der saa megen Plantevækst, at den i den bedste Tid kan danne Grundlag for et tarveligt udviklet Dyreliv. I de centralasiatiske Ørkener og i Saharas Sand- dyner og stenede Hamadaer kan man dog rejse Dag efter Dag uden at træffe den mindste Busk eller det usleste Græsstraa, saa her henligger Hundreder af Kvadratmile som absolut uproduktive. Som Steppen i hele sin Karakter og i sin Plantevæksts Sammensætning er bundfor- skellig ikke blot fra de store, sammenhængende Skove, men ogsaa fra Parklandskaberne, hvor.Skove, Krat og Græssletter skifter i vekslende Mangfoldighed, saaledes er ogsaa dens Dyreverden noget for sig. Det er i Indledningen skildret, hvorledes dens og Ørkenens Dyr er tillempede til eller omdannede ved Livet paa de store, vide, skovløse og tørre Stepper. Hurtighed, gravende Liv, Beskyttelsesfarver og Former, en Konstitution, der i lang Tid formaar at undvære Vand m. m. er udviklet hos disse, Skovens Beskyttelse og Skjul be- røvede Dyr. Tillempningen kan være større eller mindre, men i et eller andet Træk vil den altid kunne spores hos alle virkelige Steppe- eller Ørkendyr, og med dem er det, vi skal beskæftige os her. Ligesom Hjortene er Karakterdyr for Skoven, saaledes er Antiloperne det for Steppe og Ørk. De danner en artrig Familie af skedehornede Drøvtyggere, bunden sam- men mere ved visse almindelige, fælles Træk i deres Bygning end ved distinkte Karakter- mærker. Alle er de Dyr, hvis Ejendommeligheder samler sig om dette: Hurtighed, Let- hed og Udholdenhed i Løb og Spring. De fleste af dem er knyttede til skovløse Stepper, ikke faa holder dog til i kratstrøede Egne eller i aabne Skove, og enkelte er Klippe- eller ' Bjærgdyr. For saa vidt er der stor Forskel mellem deres Bygning, som nogle — de fleste — er spinklere og finere, mere hjorteagtige, andre sværere og plumpere, men fælles for dem alle er kraftige, muskuløse og slanke Lemmer. Hornene er forskelligt udviklede, snart lange, lige og skraat bagtil pegende, snart — og hyppigst — lyreformede eller snoede, snart korte og bagover krummede. I Reglen er begge Køn hornede, men enkelte Arters Hunner er dog kullede, og selv naar de har Horn, er disse mindre udviklede end Han- nernes. Afrika Sønden for den store Ørk er i Nutiden Antilopernes egentlige Hjemstavn, men herfra breder de sig ud, dels over Sahara til Nordafrika, dels mod Øst og Nordøst over Asien til Japan og det sydlige Sibirien, dels endelig over det sydøstlige Europa og, hvis Gemsen regnes med, over nogle af det sydligere Europas Bjærge. I Tertiærtiden var de talrigere til Stede baade i Europa og Asien. Inden for den palæarktiske Regions Grænser forekommer ikke saa faa Antilopearter, dels de, der kun er Blænkere, udgaaede fra Nabo-