Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
STEPPEDYR. 483 gange i andre Verdensdele. Stanley f. Eks. beskriver den Forbavselse, hvormed han pludselig saa den uhyre Skov, gennem hvilken han og hans Fæller havde vandret i Maa- neder fra Aruwimi-Floden mod Øst, slippe op og afløses af træløse Stepper. Der var ingen jævn Overgang, ingen Mellemformer: som skaaren af med en Kniv strakte Skovens Rand sig i lige Linie fra Nord mod Syd; et Skridt, og fra Urskovens mørke Skygger betraadte han det solaabne Græsland. Paa maaske ikke slet saa udpræget Vis er der ogsaa i det sydøstlige Europa og i Si- birien sat Skel mellem Skov og Steppe. Set fra denne begrænser Skoven mod Nord som en lav, mørk Mur Synskredsen, medens Øjet mod Syd svæver hen over tilsyneladende Fig. 279. Fra Stepperne ved Aralsøens østlige Bred. Tidligt Foraar. (Efter Hedin.) uendelige, flade eller bølgeformede Sletter, der ved et optisk Bedrag synes at hæve sig mod Horisonten. Om Sommeren er disse Sletter bedækkede her med et bølgende Græs- hav, der med en mere end mandshøj Opvækst af urteagtige, ofte rigt blomsterprangende Planter. Dagsrejse efter Dagsrejse strækker Stepperne sig fra Ungarns Pustaer gennem Syd- ruslands mulddybe Sletter til Sibiriens farverige Lavmarker. Hundreder af Mile kan 1112111 rejse, uden at Øjet møder Træer andetsteds end i Floddale eller plantede ved de spredt liggende Byer og Gaarde. En herlig Rejse ved Forsommertid, naar alt er grønt og farve- mættet, men trist, naar Solen har afsvedet Plantedækket og Jorden skinner frem, sten- haard, støvet og med dybe, gabende Sprækker. Endnu tristere ved Vintertid, naar isnende Snestorme farer frem over Steppen, fygende den fine, hvileløse Sne hen over den øde Jord som en Trussel mod alt levende. 59*