Vor Klodes Dyr 1

494 DE PALÆARKTISKE DYR. J Lim pen. Dertil kommer Dyrets kvalme, hæslige Lugt og dets Unoder, som det snart skal vide at lægge for Dagen, liaar det kommer under Vejr med, at Rytteren er uøvet. Foruden som Ride- og Lastdyr har baade Dromedar og Kamel Betydning paa andre Maader. Deres Mælk drikkes og laves til Ost, deres Uld benyttes til Klæder, Huden til Læder og deres Kød spises, hvor sejgt og lidet velsmagende det ogsaa er, i alt Fald naar det, som i Almindelighed, er gamle og udslidte Dyr, der slagtes. Kødet af unge, fede Ka- meler skal derimod være, udmærket, men saadanne dræbes kun ved store Højtideligheder eller for at hædre en særlig fornem Gæst. Hedin fortæller om en kuriøs Brug, Hyrderne omkring Takla-Makam Ørkenen gør af den vilde Kamels Fødder. Huden trækkes af dem med Trædepuder og Klove og benyttes til et næsten uopslideligt fodtøj, der tager sig ganske mærkeligt ud. I Ved Tertiærtidens Slutning og i Begyndelsen af den nuværende Jordperiode vrimlede alle Verdensdele, paa Australien nær af Heste, der efter de bevarede Skeletdele at dømme stod hverandre meget nær. Desuagtet mener mange, at Arterne i den nye Verden var vidt forskellige fra dem i den gamle, hvad Oprindelse angaar, saa man maa gaa tilbage til 1 er- tiærtidens Begyndelse eller maaske længere endnu for at finde deres fælles Stamfædre. Disse var, som vist i Indledningen, temmelig smaa, femtaaede Pattedyr, der gennem tal- rige Mellemled med stadig færre Tæer endte med at omformes til vor Tids eentaaede Heste. Udviklingsrækken foreligger fyldigst fra Fundene i Nordamerika, men ogsaa i den gamle Verden er der fremdraget saa mange Led i en lignende Kæde, at mange mener, den maa have været fuldstændig ogsaa her. Vi skulde altsaa have to konvergerende Ræk- ker, som med Udgangspunkter i forskellige Former førte til Dyr, der efter alt at dømme har lignet hinanden som i Levevis saaledes ogsaa i Bygning, Udseende o. s. v., og det i en saadan Grad, at man maa sætte dem ved hinandens Side i Systemet og vilde anse dem for nær beslægtede, saa længe man ikke kendte deres Oprindelse. Imod denne Antagelse af to Udviklingspunkter staar en anden Teori, den nemlig, 'at Hestene ligesom Kamelerne skulde have deres Hjemstavn i Amerika, hvorfra de i for- holdsvis sen Tid er udvandrede til og har udbredt sig over den gamle Verden. Dette for- udsætter en forsvunden Landforbindelse mellem Asien og Nordamerika der, hvor nu Beringsstrædet skiller dem, eller maaske over Pollandene, hvis Klima da var langt ander- ledes end nu. En saadan Forbindelse har utvivlsomt ogsaa eksisteret, ellers vilde jo heller ikke Kamelerne kunne have bredt sig fra den nye ud over den gamle Verden. Om den ene eller den anden Hypotese er den rigtige, formaster vi os selvfølgelig ikke til at udtale nogen Mening om, vi refererer dem kun og gaar derefter over til Kends- gerningene. Til disse hører, at alle de mange Heste, der op i den nuværende Jordperiode tumlede sig baade paa Nord- og Sydamerikas Sletter, forsvandt inden den nye Verdens Opdagelse ved Kolumbus. Vi har ikke engang Bevis for, at de overhovedet har været samtidige med Mennesker, skønt saadanne vistnok meget tidligt naaede Amerika. Hvor- for de uddøde? Ja, derom vides intet. Atter og atter ser vi i Dyrerigets Udviklingshistorie, at tilsyneladende kraftige og veludrustede Former pludselig forsvinder uden at efterlade sig Descendenter. De er Slutningsled i Kæder, der synes voldelig brudte, men hvad der vog dem, hvilke Forhold, ydre eller indre, der brød deres Kraft, derom er vi uvidende.