Vor Klodes Dyr 1
Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 720
UDK: 5919
FØRSTE BIND
INDLEDNING
DE ARKTISKE DYR
DE PALÆARKTISKE DYR
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
ONAGER EN.
499
ves som yderst sky og forsigtig, og naar den over for Landor viste sig tillidsfuld, ja næ-
sten nærgaaende, er Grunden formodentlig den, at han traf den i Egne, hvor den næppe
efterstræbes synderligt. Han siger om den, at den er ondskabsfuld og fræk, saa den endog
undertiden overfalder Folk og dræber dem ved Bid i Underlivet. Henimod Vintertid sam-
les Kiangerne til store Flokke, undertiden paa mange Hundreder, og opsøger nu Strøg,
hvor Sneen ikke er for dyb. I nogle Egne drager de fra Bjærgene til lavere liggende Strøg,
men i Thibet, hvor ingen saadanne findes, maa de trodse den strengeste Kulde og skrabe
Føden frem under Sneen, saa godt det lader sig gøre. Som naturligt er, kan faa Dyr maale
sig i Hurtighed med disse Steppens frihedskære Børn. Herpaa er hele deres Organisation
anlagt, thi kun den muliggør Livet i Steppen, hvor saa store Dyr ikke kan skjule sig fol-
deres Fjender, og hvor de ofte maa tilbagelægge lange vand- og planteløse Strækninger fra
den ene Græsgang eller den ene Kilde til den anden. Ogsaa i Bjærgene forstaar Kiangerne
fortræffeligt at komme frem, thi om de end væsentligt holder sig til Højsletterne, maa de
dog ofte passere de mest halsbrækkende Veje. Deres sikre Fødder bærer dem da uskadte
frem der, hvor man knap skulde tro det muligt, at de kunde finde Fæste.
Tæmmet vides Klangen aldrig at have været, men desuagtet mener nogle, at der rin-
der af dens Blod i Tamæselets Aarer. Derimod kan det næppe antages, at den er Stam-
fader eller blot en af Stamfædrene til Tamhesten, dertil er den for æsellignende. Som Vildt
har den Betydning navnlig for Mongolerne, der mange Steder jager den ivrigt. De unge
Føl rides-ind, men ingen Tamhest er hurtig nok til at indhente en voksen Kiang. Blandt
Dyrene er Ulvene dens værste Fjender, idet de med deres udholdende Løb er i Stand til
at udmatte og overvælde ikke blot syge og senile Eksemplarer, men ogsaa raske og kraf-
tige, der af en eller anden Grund er kommen bort fra Flokkene og vandrer ene om.
Tigeren er maaske paa sine Steder en endnu farligere Fjende, men da den ikke holder til
ude i den egentlige Steppe saa lidt som paa Thibets Højsletter, er den Fortræd, den gør,
dog i det hele og store næppe betydelig.
Endnu mere æselagtig end Kiangen-er en lidet bekendt Vildhest, der bebor Vestasiens
ørkenlignende Strøg fra Lilleasien og Syrien gennem Mesopotamien, Persien, Afghanistan
og Belutschistan til Ørknerne hinsides Indusfloden. Den kaldes mod Vest O nager, i
Indien Gurkhur (£. Onager), om denne sidste da ellers tilhører samme Art.
Onageren er et smukt Dyr, lidt mindre end Klangen, med længere Øren, større
Hoved og kortere Lemmer end denne, som den ellers ligner i Bygning. Dens Farve er
paafaldende lys, sølvagtig hvid; Siderne er isabellafarvede og en mørk Stribe løber langs
ned ad Ryggens Midtlinie. Haarlaget er meget tæt, glat og fint, næsten silkeagtigt. De
ødeste og tørreste Strøg er denne Arts Hjem, næppe fordi den i og for sig foretrækker
saadanne, men fordi den kun der finder den uforstyrrede Ro, den gør Krav paa. Vand
behøver den kun lidt af, hellere salt end fersk, og da den med flyvende Fart kan tilbage-
lægge lange Strækninger uden Hvil, er den særlig egnet til at færdes, hvor der er langt
mellem Kilder og Græsgange. At den ikke fortærer Tidsler og tornede Buske, men hol-
der sig til saftigere Planter tyder dog paa, at den ikke er noget egentligt Ørkendyr. Naar
den siges at foretrække Salturter, turde det være, fordi disse er de eneste saftige Vækster,
den almindeligt træffer paa sine øde Tilholdssteder.
Om dens Liv vides ikke meget, og det lidet, man ved om det, er ikke forskelligt fra,
hvad vi har berettet om Tarpan og Kiang. Endnu mere sky og flygtig end disse er den
. 61 *