Vor Klodes Dyr 1

504 DE PALÆARKTISKE DYR. bare, planterige men skovløse Strøg. Her graver den sig vidt forgrenede Gangsystemer i Jorden, hvis Forløb mærkes ved muldvarpeskudlignende Jorddynger. Da den ikke sover Vintersøvn og ikke samler Vinterforraad, maa den være i Aktivitet hele Aaret om for at bjærge Føden, der bestaar af saftige og nærende Rødder og Knolde. Køn er Blindmusen ikke. Den er omtrent paa Størrelse med en Vandrotte, dennes Hale fraregnet, og paafaldende ved sit store, kluntede, fortil skraat afskaarne Hoved uden synlige Øjne og Øren. De første er yderlig smaa og ganske skjulte under Huden, saa Dyret er fuldstændig blindt. Derimod hører det udmærket godt trods det ydre Øres Lidenhed. De korte, kraftige Ben bærer Poter med lange, stærke Gravekløer, men de er dog ingenlunde saa omdannede som Muldvarpens. Ikke desto mindre maa Blindmusen have levet sit underjordiske Liv gennem utallige Slægtled, siden det har kunnet føre til Øjnenes næsten fuldstændige Forsvinden. Den viser sig dog oftere paa Overfladen end Muldvarpen, idet den ikke sjældent kommer frem for at sole sig, og den bevæger sig, som Følge af Lemmernes mindre yderliggaaende Omdannelse, ret raskt og behændigt paaJorden. Medens ingen af de omtalte Gnavere kan siges i Nutiden at høre til de udprægede Steppedyr, er Bo bak’en (Arctomys Bobac) et saadant. Den forekommer fra det sydlige Polen til Amurfloden og er mange Steder saa almindelig, at dens Boer danner formelige »Byer« i Lighed med Præriehundens. Bobak’en træffes bande i forholdsvis planterige og i plantefattige Stepper, i indtil zooo M.s Højde over Havet. Kun maa Jorden ikke være for løs og sandet, thi saa skrider dens Gange sammen. Sommeren igennem lever den selskabeligt og fornøjeligt, passer sine Ting fredeligt og vindskibeligt og svælger i saftige, over- og underjordiske Plantedele. Navnlig Morgen- og Aftentimerne tilbringer den uden for Boerne, medens den sover den varme Middagstid og Natten bort, gemt dybt i disse. Det lille Dyr har Hærskarer af Fjen- der, saa det gælder for det at være varsom og paapasselig. Derfor staar altid nogle af de ældre paa Vagt, siddende ret op paa Bagen oven paa de foran Indgangene til Hulerne op- kastede Jorddynger, og saa snart de giver det gøende Faresignal, iler alle med at forsvinde i Jordens Indre. Ved Midsommertid begynder Dyrene at samle Formad, dels fint Hø til Udpolstring af Vinterlejet, dels saftige Rødder, der fortæres, inden Søvnen indfinder sig, eller gemmes til Foraaret, da Bobak’en vaagner tidligt, før Græs og Urter endnu er be- gyndt at spire. Naar den ryster Søvnen af sig, er den, som vistnok alle vintersovende Pattedyr, endnu næsten lige saa fed, som inden den lagde sig til at sove, thi Stofskiftet er yderst ringe i Dvaletilstanden. Men Fedtet forsvinder hurtigt, naar Dyret er vaagnet, og naar det viser sig uden for Hulen om Foraaret, er det magert og mat, et let Bytte for Rov- dyr. Foruden af disse forfølges Steppemurmeldyret ogsaa ivrigt af Mennesker, der jager det dels om Sommeren, dels og fortrinsvis om Foraaret, ligesom det er vaagnet, og inden det har sat sin Fedme til. Det lille, c. 37 Ctm. lange Dyr, afgiver en god Steg, medens dets tætte, korthaarede, rødgule, ovenpaa mørkere, paa Undersiden lysere Pels ikke har stor Værdi. De hidtil nævnte Gnavere søger væsentligt Beskyttelse mod deres mange Fjender ved deres mere eller mindre udtalte underjordiske Levevis. De fjerner sig sjældent længere fra deres Huler, end at de kan naa disse hurtigt, og det kunde aldrig falde npgen af dem ind at forsøge paa at undfly en Fare paa anden Vis end ved at skjule sig. Anderledes for-