512 DE PALÆARKTISKE DYR.
I Europa er Trapgaasen Standfugl, men andetsteds trækker den, eller den strejfer i alt
Fald vidt og meget om, ofte i store Flokke. Den er sky og forsigtig og holder godt Ud-
kig, naar den græsser eller samler Føde; vi siger græsser, thi den æder lige saa vel Græs,
Blade og andre friske Plantedele som Korn og Frø. En af de ældste i Flokken synes sær-
lig udvalgt til Leder, og den føler øjensynligt sit Ansvar, thi den staar gerne og strækker
Hals og spejder, medens de øvrige passer deres Madstræb. Da Foderpladserne vælges saa-
ledes, at der er vid Udsigt til alle Sider, og da Trappernes Syn er ualmindelig skarpt, er
det i Reglen ingen let Sag at komme dem paa Skud. Bedst lykkes dette, naar man kører
til dem i en Vogn af en Art, de er vante til at se uden Frygt. Ogsaa Sovepladserne væl-
Fig. 296. Trapgaasens Parringsdans.
ges med Omhu og bevogtes ved udstillede Vagtposter. Trapgaasen gaar og løber udmær-
ket og hurtigt og forstaar med overraskende Behændighed at smutte dulgt om mellem
Græs og i Sædmarker. Dens Flugt synes tung og gaar i Reglen lavt hen over Jorden, men
i Virkeligheden skyder den store, svære Fugl en antagelig Fart, naar den først er i Gang.
I Forplantningstiden mister navnlig Hannerne en god Del af deres sædvanlige For-
sigtighed. De kommer i betydelig Ophidselse og udfægter drabelige Kampe om Hunnerne.
Forberedelserne til disse er en Slags »Dans«, der minder noget om Urhanens og Tjurens
»Spil«. Hannen sænker Vingerne, rejser den korte Hale og slaar den ud, saa Fjerene spre-
des og krummer sig forover; den lægger Hovedet tilbage paa Ryggen, hvorved de lange
Skægfjer stritter ret fremefter, og puster en stor, i Brunsttiden udviklet Strubesæk op.
Saa tripper eller danser den om paa sine tykke Ben, medens den udstøder en dump Huh-