Vor Klodes Dyr 1

524 DE PALÆARKTISKE DYR. de maatte omkomme. Andre Insekter er gaaet den modsatte Vej og har udviklet deres Flyveevne stærkt, noget, der kunde virke lige saa sikrende som det at tabe den, idet de store, stærke Vinger kan bære dem frelste ud af Situationer, der vilde være skæbnesvangre for en middelmaadig Flyver. Ogsaa i Dyrenes Farvning viser Tilpasningen sig her som overalt; mange har en Dragt, der passer sammen med de mos- og lavgroede Klippers mørke, afdæmpede Farver, og som derfor virker beskyttende. Vi kunde nævne endnu flere Eksempler paa Tilpasning til Livet i Bjærge og mellem Klipper, men det, vi har anført, kan være nok til at vise, at Omgivelsernes Indflydelse paa Dyrene gør sig lige saa stærkt gældende her som andet- steds, og vi gaar derfor over til at omtale nogle af de mest karakteristiske blandt de palæ- arktiske Bjærges Dyreformer. Fremmest blandt disse nævner vi Gemsen (Capella rupicaprci), der af nogle Forskere henregnes til Antiloperne, af andre til Gederne. Naar vi kalder den en antilopelignende Ged, kommer vi maaske Sandheden nærmest. Skønt vor Tid kun kender Gemsen som et Dyr, der tilhører den egentlige Alperegion, er der dog Grund til at tro, at den tidligere, om den end stedse har holdt til i Bjærgene, har beboet deres lavere liggende Strøg. Hvor den har Fred, tager den endnu gerne fast Ophold i mindre højt liggende Skove, ligesom den stedse om Vinteren saa vidt gørligt trækker sig tilbage til saadanne. De Gemser, der har Tilhold i lavere Egne, er ogsaa større og kraftigere end de, der lever i de egentlige Højfjælde, noget der tyder paa, at disse sidste er paavirkede af for dem ikke helt passende Forhold. Gemsen træffes i de fleste af det sydligere Europas større Bjærgstrøg, saaledes i Alperne, Karpatherne, Pyrenæerne, Spaniens Høj bjærge og Balkan, samt i Kavkasus. I Schweiz staar de Fare for at blive ud- ryddede, i Jurabjærgene ligesaa. Af alle Lande er vistnok Østerrig rigest paa dette herlige Vildt, væsentligt fordi Rigets Stormænd med Kejseren i Spidsen gør store Anstrengelser for at skabe vidtstrakte og rigt besatte Jagtdistrikter, hvor Gemseflokkene fornuftigt be- skudte kan leve deres Liv i Frihed og Sikkerhed. Gemsens Højde over Skuldrene er 70—80, dens Længde 120—130 Ctm., dens Vægt udgør for Bukkens Vedkommende 30 til 35 Kilo, medens Geden i Reglen er baade min- dre og mindre vægtig. Dens Legeme er undersætsigt bygget; Halsen er ikke særlig kraftig, Hovedef lille, Ørene spidse og oprette, Øjnene store og smukke; Benene er kraftige, næ- sten plumpe, med svære Knogler og ualmindelig udviklet Muskulatur. Klovene er sorte, haarde og skarprandede; Tæerne kan spiles vidt ud fra hinanden, saa de formelig kan gribe om en fremstaaende Klippekant eller Spids. Begge Køn bærer Horn, der dog er størst hos Bukken; de stiger næsten lodret op fra Pandebenet og bøjer derpaa temmelig skarpt bagtil og nedad. De er sorte og stærkt rin- gede i deres nederste Halvdel men ganske glatte i Spidsen. Bag Hornene har en Kirtel Plads, der særlig hos Bukken i Brunsttiden afsondrer et stærkt stinkende Sekret. Haar- klædningen er kort om Sommeren, men tæt og grov; om Vinteren bliver den dobbelt saa lang. Hen ad Halsens og Ryggens Midtlinie er Haarene forlængede til en kort Manke. Dyrets Hovedfarve er brungul i forskellige Afskygninger, lysere om Foraaret, mørkere mod Vinter. Undersiden er blegere end Oversiden, om Vinteren smudsig hvid, og hen langs Ryggen løber en mørk Stribe. Gemsen kan naa en Alder af 20—25 Aar, men de færreste bliver saa gamle, fordi Jægernes Kugler og Ulykkestilfælde i Bjærgene dræber