Vor Klodes Dyr 1

540 DE PALÆARKTISKE DYR. med et Par, flere Ctm. lange, ud af Munden ragende, let bagtil krummede, sylspidse Hjørnetænder, dens Vaaben i indbyrdes Kampe og til Forsvar mod Rovdyr. Mærkeligst og det, der har givet Dyret Navn men ogsaa er dets Fordærv, er Moskus- pungen, en indvendigt haarklædt Hudindkrængning, der har Plads mellem Bukkens Navle og Kønsdele. Nogle Kirtler, der udmunder i denne Taske, afsondrer det stærkt lugtende Moskus, et af de kostbareste Naturprodukter, dels fordi det finder Anvendelse i Medicinen som stærkt stimulerende, dels fordi det er meget søgt til Parfumer. Det spiller formodentlig den samme Rolle i Dyrets Liv som saa mange andre, stærkt, men oftest rigtignok ubehageligt lugtende Substanser hos andre Hovdyr, den nemlig at virke beta- gende og hidsende paa Hunnen. For at faa fat paa Moskuspungen, som kan indeholde indtil 60—70 Gram af det kost- bare Stof, der i Handelen betales med mere end dets Vægt i Guld, forfølger talrige Jægere de ulykkelige Dyr næsten overalt, hvor de forekommer. De holder sig til de øvre, skov- bevoksede Dele af Bjærgene eller til den nedre Alperegion, men de egentlige Højbjærge skyr de. Uden for Brunsttiden lever de ensomt og fjæler sig Dagen igennem i tæt Krat, medens de om Natten søger ud paa aabne Græsgange. De løber hurtigt og gratiøst og springer med uforlignelig Sikkerhed og Dristighed. Hvor de jages stærkt, er de sky og vanskelige at komme paa Skud, hvorfor de ogsaa hyppigst fanges i Fælder og Snarer. Foruden af Mennesket tages de ogsaa i Mængde af de mange Rovdyr, der huserer i Bjærg- skovene. Der kommer aarligt mange Tusind Moskuspunge paa Markedet, men en hel Del af deres Indhold er rigtignok stærkt forfalsket og forringet i Værdi paa mange Maader. For- uden Hannerne dræbes der et flere Gange saa stort Antal Hunner, skønt de mangler Pungen og skønt hverken deres Kød eller Skind er af synderlig Værdi. Hovedgrunden til denne unyttige og skadelige Nedslagtning er den, at de fleste Moskusdyr ikke skydes, men fanges af »Trappere«. En mærkelig Fremtoning blandt Bj ærgen es Dyr er Alpemurmeldyret (Arctomys marmota), der i Karpatherne, Alperne og Pyrenæerne bebor Bæltet mellem den evige Sne og Skovene. Det ligner i høj Grad Bobak’en og maa vistnok nedstamme fra denne, der antageligvis har levet i Mellemeuropa, da det efter Istidens Ophør en Tid lang havde Steppekarakter. Efterhaanden som Skoven indtog Steppens Plads, veg det tilbage dels mod Øst, dels op i Bjærgene, hvor det ved at holde sig over Skovgrænsen vedblivende fandt Forhold, der nogenlunde lignede de tilvante. Alpemurmeldyret er dog noget større end Bobak’en, idet dets Længde, den c. 10 Ctm. lange Hale fraregnet, kan naa x/2 M., dets Højde 15 Ctm. og dets Vægt 6—8 Kilo. Af Bygning er det plumt med korte Ben, store Øjne, smaa, tæt ind til Huden liggende Øren og glat, tæt, korthaaret Pels af gullig eller lys rødbrunlig Farve med mørkere Rygstribe og sort Halespids. De store Fortænder i Overmunden bliver 2 Ctm. lange og skinner hos de gamle guldgule, hos de unge hvide frem gennem Overlasbens Midterspalte. Forpoterne, der kun har 4 Tæer, er stærke Graveredskaber med lange Gravekløer, Bagpoterne er længere men svagere og har 5 Tæer. Gangen er rokkende, og Bugen berører under den næsten Jorden eller slæber ligefrem hen ad denne. Om Sommeren søger Murmeldyrene højere op i Bjærgene, helt op til Snegrænsen,