ALPEMURMELDYRET.
541
ja ind paa Klippepartier, der er omgivne af Gletscheris, blot der paa dem er saa meget
løs Jord, at de kan grave Gange deri, og tilstrækkeligt af Alpeurter og Græs til deres
Behov. Deres Sommerboliger bestaar af selvgravede Jordgange, der gaar 2—4 M. skraat
nedad og er yderst snævre, saa man har ondt ved at forstaa, hvorledes Dyrene kan bevæge
sig i dem. De deler sig inderst inde i mindst 2 Grene, af hvilke den ene benyttes til Kloset,
medens den anden fører til en Hule, i hvilken Dyrene tilbringer Nætterne og regnfulde
Dage.
Vinterboligerne ligger som Regel lavere nede paa Bjærgene, ofte neden for Skov-
grænsen, og bestaar af dybe, indtil 10 M. lange, snævre Gange, med blindt endende
Sidetunneler og førende til en Hule paa 1 til 2 M.s Gennemsnit. Denne ligger gerne
Fig. 315. Alpemurmeldyr.
højere end Gangens dybeste Parti, omtrent 1 M. eller noget mere under Overfladen. Den
fyldes med Hø og tørt Løv i saa stor Mængde, at en Mand har ondt ved at bære det i sin
Favn. Til saadanne lune Vinterhi trækker Murmeldyrene sig tilbage ud paa Høsten, naar
Snefald og Frost forjager dem fra deres Sommervillaer, for familievis at sove den lange
Vintersøvn, ofte 10—15 Stykker i een Hule. Søvnen er meget dyb, og Dyrenes Livs-
funktioner er under den nedsatte til et Minimum. Aandedrættet er yderst svagt og lidet
hyppigt, Hjerteslagene ligesaa, saa Blodomløbet bliver langsomt og trægt og Legems-
temperaturen synker stærkt. Mave og Tarme er tomme, Lemmerne stive og Dyrene næsten
uimodtagelige for Smerte. I denne Tilstand kan de forsendes lange Veje, nedpakkede i
Hø, uden at vaagne og uden at tage Skade. Ved at forhøje Temperaturen kan man vække
dem, og Søvnen indtræder i Fangenskab slet ikke, naar de holdes i Varme hele Aaret
rundt, men dette har de ikke godt af, og de lever kun kaa Aar, naar de ikke faar deies