Vor Klodes Dyr 1

542 DE PALÆ ARKTISKE DYR. normerede Søvn. Brehm siger, at de Murmeldyr, der overvintret højt over Skovgrænsen, undertiden sover de 10 Maaneder af Aaret bort, men dette er dog vist noget højt regnet; mere end 8 eller højst 9 Maaneder tilbringer næppe nogen af dem i Dvale — hvilket vis- selig ogsaa er forbavsende nok. Ikke sjældent dræbes de i deres Huler af Kulden, naar denne bliver usædvanlig stærk, eller de ikke har faaet gravet sig dybt nok ned og slæbt Hø nok sammen. Om Foraaret, naar Murmeldyrene vaagner, svinder deres fra forrige Aar bevarede Fedt hurtigt, thi til at begynde med maa de opsøge det fjorgamle, tørre Græs paa de faa, snebare Steder og nøjes med denne lidet nærende Kost, til nyt Græs og kraftige Alpeurter spirer frem. Hvor kort det ogsaa er i Begyndelsen, afgnaver de dog det grønne graadigt og vinder snart det tabte Huld og de svundne Kræfter igen. Tidligt paa Aaret ser man dem ikke meget uden for Hulerne, men efterhaanden som det bliver varmere i Vejret og Sneen smelter, tilbringer de, hvor de er uforstyrrede, hver Solskinstime i fri Luft. Dog forlader de ikke Boens nærmeste Omgivelser, hvis der er Føde nok der, og de sætter Vag- ter ud, hvis Pligt det er at udspejde og advare mod hver nærmende Fare. Deres Sommer- liv udfolder sig dog først ret, naar de er tilflyttede deres Sommerboliger, og naar Ungerne er kommen til Verden i Juni, c. 6 Uger efter Parringen, som foregaar i April nede i Vinterboen. De er 2 til 4 i Tal og kommer sjældent for Dagens Lys, før de er flere Uger gamle. Naar Murmeldyrene agter sig ud af deres Gange, stikker først et af de gamle forsigtigt Hovedet frem for at se sig omhyggeligt om. Er der Fred og ingen Fare, vover det sig helt ud og indtager sin Yndligsstilling, ret op paa Bagen med Halen strakt bagud og nedhæn- gende Forpoter. Imidlertid har andre vist sig, blandt hvilke ogsaa Ungerne, som uden mange Omstændigheder giver sig i Lag med det friske grønne og leger livligt med hin- anden, naar de har spist sig mætte. De gamle faar sig efter endt Maaltid en fornuftig Passiar eller strækker alle fire fra sig i Solen, trygge ved Bevidstheden om, at de paa dominerende Steder posterede Vagter nok skal give Signal, om noget mistænkeligt skulde tone frem. Deres Tillid er ikke ilde anbragt. Med utrættelig Opmærksomhed iagttager de vagt- havende Omgivelserne, og bliver de noget var: Menneske, Gemse, Ræv, Ørn eller blot en mindre Fugl, udstøder de et skarpt Fløjt. Straks sætter de andre sig over Ende og kigger efter, hvad Signalet vel gælder, og efterhaanden som de faar Øje paa dette, lader de den samme skingrende Lyd eller en klinger Gøen høre. De falder dog snart til Ro, hvis der ikke høres nye Varsellyde fra Vagtposterne, men hvis dette sker, forsvinder alle lynsnart i Gangene. Efter en saadan Forstyrrelse varer det stedse en rum Tid, inden Dy- rene vover sig frem igen, især hvis det ikke er varmt Solskinsvejr, og ved Aftentide, ja sent paa Aaret allerede kort efter Middag trækker de sig alle tilbage til deres Huler, thi de er udprægede Dagdyr. I Oktober opsøges Vinterboligerne, hvor unge og gamle sover deres lange, formodentlig drømmeløse Søvn, medens Snedronningen bestiger Tronen og hersker ubestridt de lange Maaneder igennem over Alpevidernes Øde. Murmeldyrenes værste Fjender er Rævene og de store Rovfugle, men ogsaa Menne- sket jager dem. Snart skydes de fra et Baghold eller fanges i Slagjærn, snart bliver de gravede ud af Vinterboligerne, inden Jorden endnu er frossen. Den over Hulen liggende Sne optøs ved den fra Dyrene opstigende Varme og formader derved Boen. At ville kaste