Vor Klodes Dyr 1

552 DE PALÆARKTISKE DYR. værste Luner udsatte Hjemsteder. Hvor nemt var det ikke for den ved Vintertid at søge ned til mild Luft og Føde i Overflod — men nej, kun den haardeste Nød kan drive den bort. Et saadant Dyrs Liv lærer os, hvor bøjelig en lille og svag Organisme kan være, hvilke Yderligheder af Varme og Kulde den kan udholde o. s. v. Selv en Istid vilde visselig have haardt ved at fordrive en Fugl som denne. Meget almindelig overalt i Bjærglande er Fugle af Ravnefamilien, og blandt dem er nogle Arter kun at træffe der. Dette gælder saaledes om Alpekragen, n. Alpekraaken (Fregilus graculus), en smuk Fugl, noget større end, men i Udseende ikke ulig Alliken. Den er sort, med langt, forholdsvis tyndt, noget buet, koralrødt Næb og Fødder af samme Parve. Alle Bjærgene omkring Middelhavet, de kanariske Øer, Alperne, Pyrenæerne, Kar- patherne, Højskotland, Abessinien, Himalaya, Kaukasus, Ural og alle centralasiatiske Bjærge er beboede af Alpekrager. Det gaar med dem som med Stenhønsene: medens de i Alperne udelukkende bebor Strøget mellem Skov- og Snegrænsen, træffes de i Syden mellem de laveste Pjælde. De lever væsentligst af Insekter, som de trækker frem af Jordhuller og un- der Sten, men de forsmaar dog hverken Planteføde, varmblodede Dyr eller Aadsler. Sin Rede bygger Alpekragen i Huller eller Klipperevner, helst kolonivis. Den bestaar af et solidt Underlag sammenvævet a£Plantestoffer og derover et flere Ctm. tykt, filtagtigt Lag, sammensat af alle de Haar, Fuglene har kunnet faa fat i. Snekragen, n. Snekraaken (Pyrrhocorax alpinus), ligner Alpekragen, kun har den citrongult Næb og et prægtigt metalblaat Skær over sin sorte Fjerdragt. Hannens Fødder er mønjerøde, Hunnens og Ungernes sortladne. Den forekommer væsentligt i de samme Strøg som Alpekragen og ofte i Flok med denne. Heller ikke i Levevis er der stor For- skel mellem dem. I Schweizeralperne er Snekragen langt almindeligere end Alpekragen, og Tschudi giver en interessant Skildring af dens Liv der. Mærkeligst er dog, hvad han fortæller om fangne Snekrager, da det viser deres Klogskab og i flere Henseender ejendommelige Na- turel: ».... den hentede Brød, Frugt, Æg og Ost, holdt Føden i Kløerne, medens den aad af den, pakkede Levningerne omhyggeligt ind i Papir og forsvarede sig med Tapper- hed baade mod Mennesker og Dyr. Ild udøvede en mærkelig Tiltrækning paa den; den trak den brændende Væge ud af Lampen og slugte den uden Skade, og den stjal Gløder i Kaminen, naar den saa sit Snit. Det morede den meget at se Røgen stige op, og naar den fik Øje paa et Kulbækken, skyndte den sig at samle Papir, Pjalter og Spaaner sammen, kastede dem paa Ilden, stillede sig foran den og betragtede opmærksomt de Skyer, der dannede sig. Fik den Øje paa fremmede Dyr, slog den med Vinger og Hale og skreg som en Ravn; kom et fremmed Menneske den nær, skreg den døvende, men Venner og Be- kendte hilste den med venlig og gemytlig Kvækken. Den fløjtede og sang som en Solsort og lærte at fløjte en March . . . Hver Morgen tidlig gik den ind i sin Herres Sovekammer, kaldte paa ham og satte sig derpaa stille hen paa Hovedpuden og ventede, til han vaagnede eller rørte sig. Saa skreg den i vilden Sky og gjorde Halløj, ude af sig selv af Glæde.« Snekrager skal flere Gange have afstedkommet Ildløs ved at bortføre brændende Træ fra ubevogtede Ildsteder, noget meget mærkværdigt, naar henses til vilde Dyrs Angest for Ilden. Svagheden for glødende Genstande staar sagtens i Forbindelse med Kragefuglenes almindelige Kærlighed til glinsende Ting, der i fuldt Maal deles ogsaa af disse Alpeboere. Hos ingen af de hidtil omtalte Fugle er Tilpasningen til Livet i Bjærgene saa tydelig