Vor Klodes Dyr 1

5 54 DE PALÆARKTISKE DYR. Løb, men gode til at klamre sig fast med paa Klippekanter o. L, hvorfor disse Fugle ogsaa sjældent ses paa flad Jord, undtagen naar de skal samle Materiale til Reden. Til Gengæld er deres lange, spidse Vinger i Stand til at bære dem i pilsnar og udholdende Flugt. Man vil let forstaa, at alle disse Egenskaber er Tilpasninger erhvervede ved Livet i, paa og mel- lem Klipperne. En af de mærkeligste og interessanteste Alpefugle er Murløberen (Trichodromaphoe- nicoptera), der er beslægtet med vor Træløber. Den er paa Størrelse med en Lærke, aske- graa af Farve med sort Hoved og sorte Styre- og Svingfjer, af hvilke de yderste 4 har to ovale, hvide Pletter paa Inderfanen; de midterste er skinnende røde ind mod Roden, og samme Farve har de smaa Vingedækfjer. Hovedet er stort med et meget langt, tyndt, let bøjet Næb, der omslutter en smækker, spids, kun lidet udskydelig Tunge. Halsen er kort, Vingerne ligesaa; Halen er ogsaa kort, lige afskaaren og sammensat af bløde Fjer. Fødderne har meget lange, smidige, med lange, spidse Kløer udrustede Tæer, udmærket godt skik- kede til at omklamre skarpe Klippekanter. Murløberen har hjemme i det sydlige Europas Bjærge, fra Alperne, Pyrenæerne og Karpatherne af, samt i Mellemasien. Her opholder den sig hele Aaret om, men viger om Vinteren tilbage fra den egentlige Alperegion til lavere liggende Strøg; der ska] dog selv midtvinters kun nogle faa, solvarme Dage til, for at faa den til at søge op i Højden, hvor den øjensynligt befinder sig bedst. Man ser den næsten altid færdes paa eller omkring nøgne Klippevægge, paa hvilke den samler Insekter, Larver, Pupper, Edderkopper o. I., som den dels trækker frem af Ridser og Sprækker med sit lange Næb, dels snapper i Luf- ten. Den begynder gerne nedenfra og halvt hopper, halvt flagrer til Vejrs, idet den under- støtter hvert Hop med nogle Vingeslag. Dens Bevægelser beskrives som yndefulde, og den skal under sin Flagren snarere ligne en stor Sommerfugl end en Fugl. Den bygger Rede i Klippespalter eller Smaabuske. Murløberens Stemme er en sagte melodisk Fløjten, som ofte høres i de øde Stenlaby- rinter højt oppe mod Snegrænsen, hvor lidet andet Dyreliv er at spore, og Bjærg vandreren kan her glæde sig ved at iagttage den smukke, brogede og livlige Fugl, som ikke let lader sig forstyrre i sine Forretninger, om den end forsigtigt holder sig i en vis Afstand. Om Vinteren ses den ikke sjældent neden for Bjærgene, endog i temmelig Afstand fra disse, hvor den, sine Vaner tro, løber op ad Mure paa Kirker, Ruiner, Slotte o. 1., de bedste sted- lige Surrogater for virkelige Klippevægge, for at afsøge dem efter Føde. Trods Navnet regnes Mursvalerne, n. ogsaa Taarnsvalerne (Cypselidæ), dog til Skrigernes Orden, og deres store Lighed med Svalerne maa til Dels opførtes som et Resultat af Tilpasning til ens Liv og Omgivelser. De er oprindelig Klippefugle, men een af dem, vor Taarnsvale, bygger i vore Dage i stort Antal Rede paa Bygninger og vil der- for blive omtalt senere hen. Klippesejleren (Cypselus melba) derimod er, om den ogsaa hist og her træffes ynglende paa Kirketaarne, bleven sine fra Fædrene nedarvede Ynglesteder mere tro. Den bygger Rede paa Klipperne i Middelhavslandene, Alperne, det vestlige Asien og Himalaya, men talrigst i Nærheden af Hav kysten. I alt Fald i den nordlige Del af dens Udbrednings- kreds er den Trækfugl, og den drager om Vinteren delvis helt ned til Afrikas sydligste Spids. At flyve did er en Smaating for Klippesejleren, thi faa Fugle kan maale sig med den i glimrende Flyvedygtighed og Udholdenhed. Det er let at se paa den, at Luften er dens