Vor Klodes Dyr 1

KLIPPESEJLEREN. 555 egentlige Element. Dens spinkle Legeme, lille i Forhold til dens ret betydelige Størrelse — den er */3 større end vor Taarnsvale — bæres oppe af et Par overordentlig lange, smalle, seglformede Vinger, der i Hvilen ligger krydsede hen over den temmelig lange, noget kløftede Hale, ud over hvilken de rager. Derimod er dens Ben saa korte og svage, at den er yderst slet gaaende, og dens spinkle Fødder med de skarpe Kløer er lidet egnede til andet, end til at omklamre fremstadende Genstande. Sætter man en fangen Klippesejler paa Jorden, slæber den sig ved Hjælp af Vingerne møjsommeligt frem under stadige, mislykkede Forsøg paa at flyve op. Først hvis den er saa heldig at naa hen til et Sted, hvorfra den kan lade sig falde et Stykke ned i Luften, er den i Stand til at komme paa Vingerne. Men er den først saa vidt, er alle Sorger sluk- kede. Af Sted flyver den med uovertræffelig Hurtighed, sejlende paa udbredte Vinger; kun af og til behøver den at gøre nogle hastige Slag med disse for at vedligeholde sin Fart. Det er et herligt Syn at se en Flok af disse smukke Fugle tumle sig i Luften, hvad enten man ser dem nedefra, hvor deres hvide Underside med det brune Tværbaand over Brystet skinner lysende i Solens Straaler, eller ovenfra, hvor deres brunsorte Rygside tegner sig skarpt mod Jorden eller Havet dybt under dem. Under lydelige og uafbrudte, skingre Smaaskrig jager de legende eller i Alvor hinanden, thi de er baade livlige og kamp- lystne, og udfolder da, eller naar de fanger Luftens tusinde Smaavæsener, ret deres ufor- lignelige Flyveevne. I godt Vejr tilbringer de hele Dagen fra den tidlige Morgen til langt ud paa Aftenen i Luften, saa at sige uden Hvile, kun Nattens mørkeste Timer jager dem ind til Rederne, hvor de endda i Reglen slaas og skændes mere, end de sover. Rederne bygges kolonivis i Klippehulinger, hvor de anbringes oven paa en fremspringende Afsats eller Kant. Her samler Fuglene en Del Græsstraa, Frøfnug, Smaafjer, Papirstrimler og lignende, som de enten griber, medens de hvirvles om i Luften af Vinden, eller flyvende samler op fra Jor- den eller Vandets Overflade: Af disse Materialier danner de en Ring, som de limer fast til Underlaget med deres Spyt, der størkner i Luften til en blank Fernis, og som ogsaa benyttes til at overtrække den indre, lidet dybe Hulhed, efterhaanden som den gøres fær- dig. Reden er paafaldende lille, saa det næsten er uforstaaeligt, hvorledes de 3—4 Unger kan faa Plads i den, og de forlader den da ogsaa, inden de er flyvefærdige, for at ophænge sig paa Klippehullets Vægge. De gamle Klippesejlere har en drøj Tid, naar de har store Unger, der skal fodres, for- uden at de selv skal leve og leve godt, eftersom de nødvendigvis maa omsætte en stor Mængde organisk Stof for at vedligeholde deres saa haardt udnyttede Flyvekraft. Heldig- vis er Luften, ikke mindst i sydligere Lande, myldrende fuld af flyvende Smaainsekter, som i Massevis bliver hængende i Klippesejlerens klæbrige Spyt, naar den med vidt op- spærret Gab krydser gennem deres tætte Sværme. Naar den har samlet en ordentlig Klump af dem i sin Gane, flyver den hjem og stopper den ned i en af de højt gabende Ungers Svælg. Enkelte Insekter giver disse sig ikke af med at synke, saa lidt som de gamle. Klippesejlernes Unger styrter sig ud i det afgrundsdybe Lufthav, naar de er fuldstæn- dig udviklede, og næsten straks kan de, baarne af deres stærke, mekanisk sig bevægende Vinger, kappes med Forældrene i Flyveevne. Til Cypseliderne hører ogsaa en Slægt, Chæiura, af udprægede Klippefugle, af hvilke een er afbildet og omtalt i Indledningen (se Fig. 3). De er mærkelige bl. a. ved deres 68*