Vor Klodes Dyr 1

SS8 DE PALÆARKTISKE DYR. det væi e sig Fjeidiagt, Næb, Fødder, Muskelsystem, Kro, Skelet o. s. v., kan nævnes, uden at den jo er bleven, til Dels maalbevidst, omformet under Domestikationen. Kropduens fantastiske Kro, Hugstjærtens Paafuglehale, Brevduens Vinger, Tumlerens Næb og saa fremdeles er haandgribelige Beviser paa Duens Omformningsevne, der er saa meget mær- keligere, som Krydsning mellem flere vilde Stamarter her næppe har spillet nogen Rolle. Blandt de mangfoldige Dueracer, som vi for øvrigt ikke skal komme nærmere ind paa, er maaske ingen mærkeligere end Brevduen Den giver et godt Eksempel paa, hvad der kan opnaas ved passende Behandling, Opøvelse og Trænering, og naar Andrées Duer ikke vendte tilbage for at berette om hans triste Færd mod Døden, maa dette ikke reg- nes deres Æt til Forklejnelse. Thi ingen Brevdue, den være af nok saa ædel Stamme, kan finde Vej i for den helt ukendte Egne, hvor alt det mangler, som skal vejlede den og vise den, hvoihen den skal styre sin Kurs. Kun ved at føre den stationsvis længere og længere bort fra Hjemmet og lade den flyve til dette Gang efter Gang, kan man lære den med Sikkerhed at finde sit Slag igen. Selv om den slippes løs Snese og atter Snese af Mile borte fra det, skal den nok, naar ikke særlig ugunstige Vejrforhold hindrer det, eller den bortsnappes af en Rovfugl eller paa anden Maade gaar til Grunde, vide at finde hjem, og det ofte i en forbavsende Fart. Beregnet efter den lige Luftlinie tilbagelægges Vejen, naar den ikke er alt for lang, ofte med 5 Minutter til hver Mil, hvilket giver c. 40 Sekun- der pr. Kilometer! Men aldrig er det lykkedes og aldrig vil det lykkes at faa Brevduer til med nogenlunde paaregnelig Sikkerhed at flyve over Atlanterhavet f. Eks., thi selv om de kunde holde sig paa Vingerne den Tid, der kræves hertil, vil de dog kun ved et Slumpetræf finde Vej over det. Sligt er vel værd at erindre, naar man tænker over det store Spørgsmaal: Fugle- nes Træk. Bjærgene er i vor Tid Rovfuglenes Eldorado, i dem finder de alt, hvad deres Hjerter begærer: Ensomme, utilgængelige Steder til Redebygning, vide Udsigter fra Klippetoppe eller højtragende Træer, rigeligt Bytte blandt tamme og vilde Dyr, Lejlighed til kortere og længere Røvertog ud over tilgrænsende Lavlandsbygder og saa fremdeles. Derfor er de ogsjci der tnhigeie end noget andet Sted, saavøl de ak dem, der er virkelige og ude- lukkende Bjærgboere, som ogsaa de, der er fordrevne fra de kultiverede Slettelande. Mellem de første indtager Lammegribben (Gypaétos barbatus) Ærespladsen. Den bærer for saa vidt sit Navn med Urette, som den nærmest maa henregnes til Ørnene, navn- lig fordi dens Hoved og Hals i Modsætning til Gribbenes er fuldt befjerede, medens den ganske vist i visse andre Retninger staar de sidstnævnte nær, først og fremmest hvad Levemaade angaar. Den bør da. vistnok opfattes som en Mellem- eller Övergångsform mellem de to Grupper. La mm egrib ben er en mægtig Fugl, der i Vingefangets Størrelse kun viger Pladsen for Kondoren. Dens Længde naar, den 4; å 55 Ctm. lange, tilspidsede Hale medregnet, i2/3 M., og dens Vingefang kan.stige til 2%, efter Ts c hudi endog til 3 M. Størst er, som hos næsten alle Rovfugle, Hunnen, hvis Vægt dog sjældent overstiger 10 Kilo, hvilket ikke er meget i Forhold til den store Bæreflade, Vinger og Hale frembyder. Som Følge heraf er den og- saa en uoveitræftelig Plyver, i Stand til at hæve sig saa højt i den fortyndede Luft som faa andre Fugle og til at udfolde en imponerende Hurtighed og Udholdenhed. Det store