Vor Klodes Dyr 1

LAMMEGRIBBEN. 559 Dyr frembyder et stolt Syn, naar det svæver i vide Kredse over Bjærgtinderne. Uden at røre Vingerne glider det frem i en fladt hældende Bue, til det ved en let Stillingsforan- dring af det Plan, Legeme, Vinger og Hale danner, stiller sig skraat mod Luftstrømmen og lader sig løfte af denne, medens den ved Faldhastigheden vundne Fremdrivningskraft udnyttes til at slutte Kredsen. Paa denne Vis kan den store Fugl ved et Par Vingeslag nu og da ikke blot dale men ogsaa stige, idet den ligesom skruer sig op i Luften. Den kan stige saa højt, at den næsten ikke er til at øjne, og fra denne svimlende Højde kan den, naar det lyster den, naa Jorden paa nogle faa Øjeblikke. Den holder Vingerne ind til Kroppen og lader sig falde med Hovedet forrest; fra Se- kund til Sekund stiger da Faldhastigheden i Kraft af Tyngdens Love, og med en pibende Susen gennemskærer den Lufthavet, til Iagttageren tror, den maa knuses mod Klipperne. Men netop i rette Øjeblik breder den Vinger og Hale ud og forandrer med taa Vingeslag det lodrette eller stejlt skraanehde Fald til en hurtig, men ufarlig, mere jævn Dalen, der fører den sikkert til Maalet. I Almindelighed bærer den sig dog anderledes ad, især naar det gælder at slaa ned paa et levende Dyr. Den nærmer sig da Jorden langsommere under stadig Kredsen og angriber først, naar den er kommen det udkaarede Bytte nær. Ofte sætter den sig endda først et Øjeblik i dets Nærhed, paa en Klippeblok eller saa, og tager det nøje i Øjesyn, inden den bestemmer sig til Angreb. Ogsaa i Sædet tager Lammegribben sig anselig og stolt ud, naar den da ikke nylig har ædt si<,r overmæt. Dens Holdning er opret, Halsen krummes saa stærkt, at Hovedet hviler ned mellem Skuldrene med Næbbet pegende skraat nedad, Vingerne holdes gerne noget sænkede og lidt ud fra Kroppen, og Fjerene stritter løst, men regelmæssigt fordelte i Ræk- ker. Vækker noget dens Opmærksomhed, strækker den Hals og spejder under langsomme Bevægelser med Hovedet efter, hvad der forstyrrede dens Ro, og hvis dette er noget, der vækker dens Lidenskab, kommer der et vildt, truende Glimt i dens lyse, rødt indrammede Øjne. Er den derimod mæt efter et rigeligt Maaltid, sidder den mat og dorsk med udspilet Kro og ser alt andet end imponerende ud. Lammegribben er mere spraglet end de fleste andre palæarktiske Ørne. Hovedet er gulhvidt, med en sort Stribe fra Næbbet hen over Kinderne til bag om Øjnene. Nakken og Halsen, Skuldrene og Legemets Underside er rødgule med mørkere Pletter navnlig paa Brystet, og Rygfjerene er sorte med lyse Skafter og en lys Plet i Spidsen. Vinger og Hale er sorte. Det lange, paa Midten saddelagtigt indbuede, ud mod Spidsen stærkt krum- mede Næb er graat med sort Spids og omskedes ved Roden af en sortagtig Vokshud, ind- rammet af et kort »Skæg«, bestaaende af Fjerbørster. De forholdsvis svage, med temme- lig korte og stumpe Kløer udrustede Fødder er mat grønlige, og Befjeringen strækker sig langt ned ad Benene, saa »Bukserne« næsten naar til Tæerne. Den er forbavsende lang- og skarpsynet. Medens den svæver tusinde og maaske mange flere Meter over de højeste Bjærgtoppe, trænger dens Blik ned til Dalenes Bund og vidt ud over de omgivende Lier. Intet undgaar dens Opmærksomhed, hverken den springende Hare eller den luskende Ræv, den rugende Tjurhøne eller Moderrypen, der med sit Kuld trykker sig mellem Sten og Plantetuer. Er en Ged eller et Faar styrtet i en Afgrund, den være sig nok saa dyb og nok saa skummel, Lammegribbens spejdende Øje opdager Liget, saa snart det kommer i en saadan Stilling til det, at Billedet kan danne sig paa Nethinden.